Vi har ikke kommunikeret godt nok, lyder det indlysende budskab fra statsminister Helle Thorning-Schmidt. Men kommer forsøget at genoprette partiets image og begrænse skaderne på Socialdemokraternes omdømmet for sent? Burde arbejdet med at øge troværdigheden være startet for otte måneder siden? Det handler dette indlæg om.
For otte måneder siden skrev jeg statsminister Helle Thorning-Schmidts alternative nytårstale, der blev bragt på bt.dk, og som afstedkom to blandt mange hilsner. Én fra chefredaktør Olav Skaaning Andersen om, at talen havde haft ‘gode besøgstal’, og en mail fra Noa Redington med ros. Det blev jeg glad for.
I dag, otte måneder senere, og, efter min retoriske vurdering, alt for sent i forhold til den omdømme-skade Socialdemokraterne har lidt, kan jeg nu genkende brudstykker fra min tale i Thornings udmeldinger.
Sammenligninger
Både til Jyllandsposten, DR Nyheder og i radioen har vi i dag den 10. august kunne høre statsministeren ytre budskaber skåret over følgende:
Der er ingen tvivl om, at da vi forhandlede regeringsgrundlaget skulle vi have sagt, at det selvfølgelig blev et kompromis, siger Helle Thorning-Schmidt og henviser til hele diskussionen om, hvor vidt regeringen har brudt valgløfter.
Og, tilføjer DR Nyhederne:
Statsministeren mener, at regeringen kunne have undgået en del af beskyldningerne om løftebrud, hvis partierne havde gjort mere ud af at fortælle vælgerne, at den førte politik afhænger af, hvor mange mandater man har efter et valg.
For en statsminister, der står overfor endog meget vigtige forhandlinger om Finansloven, og i en tid hvor der internt blandt partierne tales om muligheden (læs: risikoen) for et efterårsvalg, er det tvingende nødvendigt for statsministeren at komme med den slags genopbyggelige udmeldinger. Hendes image har lidt skade og regeringens troværdighed er faldet støt.
Spørgsmålet er om det er for sent – måske mindst otte måneder for sent – at statsministeren ser den elefant, der har været i rummet siden folketingsvalget 2011 (læs tidligere indlæg herom).
I hver tilfælde forsøgte jeg ved årsskiftet at sætte ord på det, statsministeren nu forholder sig eksplicit til:
I mine første hundrede dage har jeg kunnet høre og læse, at regeringen har skuffet. Flere af jer havde forventet noget andet og noget mere – hurtigere. Den nye regering har endnu ikke leveret, lyder det igen og igen. […].
Danskerne har vist mig tillid. Den tillid skylder jeg opmærksomhed. Valgkampen blev ført på mærkesager, der med rette kunne opfattes som valgløfter. Jeg overså at vi gennem ti år er blevet vænnet til kontraktpolitik, og at visioner, når de annonceres i en valgkamp, betragtes som løfter. Jeg undervurderede betydningen af at lade enhver vision gå hånd i hånd med et konkret tidsperspektiv.
Det er mit ansvar. Og det er min opgave kommunikere endnu klarere i året der kommer.
I talen havde jeg – modsat de politiske kommentatorer – ikke blot forsøgt at kloge mig på, hvad Thorning skulle sige og gøre, jeg havde også gjort det konkret, og lavet den tale som hun burde holde – ikke mindst for retorisk at imødegå den omsiggribende diskussion om løftebrud.
Diskussionen om løftebrud
Fra Thornings første pressemøde i 2011 og året ud, sad jeg på tilhørerrækkerne i Spejlsalen for at følge alt, hvad hun gjorde og sagde – retorisk! Jeg var ved at lægge hånd på mit andet speciale på to år, og denne gang var det min diplomuddannelse på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole (og ikke retorik på Århus Uni.), jeg skrev skrev afgangsprojekt til.
Til specialet havde jeg udviklet en kommunikationsmodel, der udkommer som bog på Forlaget Frydenlund primo 2013. Kommunikationsmodellen hedder “Skovflåtmodellen®“, og den case jeg prøvede Skovflåtmodellen® af på, var intet mindre end casen om løftebrudsdiskussionen. Jeg fik 12 for specialet og endnu bedre; en bogkontrakt! Nok om det.
Selve casen om løftebrud fik jeg mulighed for at præsentere for Noa Redington, der som bekendt er statsministerens særlige rådgiver. Sidstnævnte skrev nemlig i mailen, jeg fik fra ham efter nytårstalen til bt.dk, at jeg kunne komme forbi – hvilket jeg gjorde for at uddybe bevæggrunden for den alternative nytårstale, og herunder specialet som talen indgik i.
Talen havde jeg skrevet for at demonstrere, hvordan statsministeren ALLEREDE i sin første nytårstale burde have adresseret hele diskussionen om løftebrud – og jeg ønskede at komme med et fagligt forslag til, hvordan hun retorisk kunne gribe det an.
Skovflåtens natur
Jeg nævnede for Noa Redington, at Socialdemokraterne var blevet bidt af en skovflåt. En løftebruds-skovflåt! Og at den allerede var blevet ignoreret for længe.
Som i naturens verden ville partiet og statsministeren derfor kunne blive inficeret med skadelig virus (= ødelæggende omtale og deraf faldende meningsmålinger), hvis ikke de fik håndteret skovflåten. Den ville – analogt til naturen – kunne suge blod og vokse 100 gang i størrelse, og måske kunne skaderne blive så varige, at partiet ikke kunne komme ’tilbage’ til normaltilstanden.
Skovflåter, der ikke håndteres (i naturen som i offentlig omtale) kan skade en afsender og dennes omdømme voldsomt. Og det er NØJAGTIG, hvad der er sket!
I nytårstalen – den jeg skrev, og som BT bragte – kom jeg med et forslag til håndtering af løftebruds-skovflåten. Efter min retoriske vurdering burde Thorning allerede på sit første pressemøde have haft pincetten fremme og set løftebruds-skovflåten i øjnene. I stedet fik den lov at sidde. I mange, mange måneder – og endda lang tid efter den nytårstale, hvor hun havde mulighed (men forspildte) at tale direkte til befolkningen om løftebrudsdiskussionen.
På falderebet
Havde dette været programmet ‘Mennesker & Medier‘, ville Lasse Jensen havde sagt: “Her på falderebet”. Denne signatur-ytring vil jeg tillade mig at kopiere i dagens anledning.
Da Noa selv inviterede mig på besøg, og da jeg HAR informeret ham om løftebrudsskovflåten, der ville blive ved med at skade Socialdemokraterne, så længe de ikke håndterede den, mener jeg godt, at jeg kan blogge om denne historie. Desuden kan enhver, der laver lidt research finde talen på bt.dk, og genlæse passagerne i teksten.
Jeg synes historien er meget skæg, og demonstrerer en vis politisk stædighed/manglende (selv)erkendelse. Samtidig siger det lidt om, at dette statsministeren nu siger, kunne hun have sagt – og gjort noget ved – for 8 måneder siden, og måske deraf have fået begrænset skaderne fra skovflåtbiddet!
Casen om Løftebrudsdiskussionen – som afgangsprojektet baserede sig på – og som har udløst en bogkontrakt med Forlaget Frydenlund, vil selvsagt blive gennemgået i detaljer i den kommende bog. Der vil indgå mindst 9 andre kendte danske case i bogen om Skovflåtmodellen®, herunder både firmaer, enkeltpersoner og brands og offentlige institutioner – og sagen om Sass Larsens PET-skovflåt.
