Det er ikke længere tilstrækkeligt med pushmeddelelser og egenforståelse af faglighed. Der skal mere til for at være en leder kan relaterer sig til og identificere sig med.
Anders Bondo Christensens synes som oftest fastlåst i et ‘vi er stadig sure’-toneleje, hvor alle der ser anderledes på folkeskolen end lærernes fagforening, skal ha’ med pegepinden.
Som modtagere afgør vi selv, hvad en afsenders brand er (i vores optik). Og vi vil langt hellere have ærlige og svære svar, end insisterende og konstruerede svar.
Talerskolen er dit træningslokale, hvor du træner din mundtlighed – dine talermuskler. Du får prøvet dig selv af og lærer at tage ordet, holde det og gøre indtryk.
Alle taleskrivere drømmer (vel) om at skrive taler for i forvejen excellente talere. Når man ikke kan være Obamas taleskriver, kan man lytte til ham, der har været dét!
Karsten Hønge fra SF er mere end vikar. Han blev drengen i Kejserens Nye Klæder, der fik udstillet alt det, vælgere er trætte af ved politik og som gør politikere utroværdige.
Firstmovere, fans og spredere af word of mouth er vilde med ‘detaljer, der ikke findes andre steder’. Fortroligheder giver følelsen af at være særlig udvalgt.
Kommunalpolitikere er som politikere er flest. Fristet af et afsenderperspektiv, der totalt overser modtagerens behov og perception i afgørende kommunikationssituationer.
“It is an ideal which I hope to live for and to achieve. But if needs be, it is an ideal for which I am prepared to die” – sådan sluttede Mandelas første offentlige tale. Læs og se talen her.
Vi er uopmærksomme fordi taleren ikke fanger og eller fænger med sine ord. Såre enkelt. Såre svært. JFK’s taleskriver troede ikke på en formel for en tale. Men på taleskriverens forhold til taleren.