Vi kender det fra politik. Formanden betyder en del for perceptionen af og identifikationen med et parti. En formand kan betyde om man stemmer på et parti eller ej.
Anderledes er det med fagforeningen. Dem kan man ikke stemme på, med andet end fødderne, hvis man er medlem, har været det eller overvejer at blive det (igen).
Jeg har før skrevet om fagforeninger her på bloggen. Og det kan ikke nævnes for tit, hvor vigtige tillidsmænd er, når en fagforening skal brande sig i forhold til medlemmer – nye som eksisterende.
Formanden som identitetsfigur
Der findes masser af undersøgelser der viser, at ‘den almindelige dansker’ (hvem det så end er) har masser af fordomme om de forskellige faggrupper, og har ret forankrede opfattelse, hvilke typer jobs, der genererer troværdighed eller ej.
Der findes – så vidt jeg ved – ingen undersøgelser gående direkte på formanden, hvilket jo giver frit slag i bolledejen til at ytre, hvad man (læs: jeg) mener om dén sag. Og det er ikke så lidt.
Min holdning er, at formanden er uhyre vigtigt for det enkelte (potentielle) medlems identifikation med egen fagforening, herunder hvilken brandværdi fagforeningen har og ikke mindst hvilket omdømme den ene fagforening har i forhold til andre.
Danmarks Lærerforenings formand
Lad os derfor blive konkrete og dykke ned i et eksempel. Lad os tage Danmarks Lærerforenings formand, og hvilken betydning Anders Bondo Christensen har for netop dén fagforenings omdømme (jeg har selv været medlem af Danmarks Lærerforening i næsten 10 år, da jeg var nyuddannet lærer).
“Nej, jeg fortryder ikke”, sagde Danmarks Lærerforenings Anders Bondo Christensen til BT.dk (8. august 2014), efter formandens ‘berømte’ tweet, der lød:
‘Mange på Smukfest. Ikke lærere pga. af oldnordiske ufleksibel arb.tidsregler. Suk! #skolechat’.
Men hvad Anders Bondo ikke selv fortrød, gjorde skolelederen Camilla Ottsen (og en del menige lærere), der tweetede tilbage:
‘@ANDERSBONDO helt ærligt…. dine medarbejderes omdømme tager altså skade af tweets som dette, hvis jeg var lærer ville jeg rive mig i håret’.
Undertegnede fristes til at være enig. Og kender både lærere, der faktisk rev sig i håret, men også lærere, der på forældremøder har lagt mere eller mindre (uprofessionel) afstand til den reform, der er resultatet af en helt legitim konflikt på arbejdsmarkedet.
Men Lærerforeningsformanden stod fast:
“Det er da fantastisk, at det kan være en provokation, at lærerne skal have samme fleksibilitet i deres arbejde, som tusindvis af andre danskere har”.
Omdømmet påvirker agendasetting
Set fra et kommunikationsstrategisk perspektiv, med fokus på agendasetting i lærernes favør (som vel er en del af Danmarks Lærerforening og Anders Bondo Christensen opgave og legitimitet), fristes man til at spørge, hvori det fantastiske ved Bondos tweet og andre medierede mishagsytringer egentlig bestod?
Det er ikke nyt eller overraskende, at Anders Bondo Christensens indlæg i debatten synes fastlåste i et ‘vi er stadig sure’-toneleje, hvor alle (andre end skolelærere), der ser anderledes på folkeskolen end Danmarks Lærerforening gør, skal ha’ med pegepinden. Vi, der er mere eller mindre udenforstående, fatter tilsyneladende hverken Bondos egen eller DL’s version af agenda setting og den fortolkning af lærernes professionalisme som ellers var et af de absolutte nøglebudskaber lærerne betjente sig af under lockouten sidste år.
To perspektiver på agenda
Vil en fagforening arbejde med eget omdømme, for strategisk at påvirke en modtager og derigennem sætte en dagsorden, der vinder indpas (i dette tilfælde påvirke samfundsperceptionen), kan man grundlæggende starte to steder fra:
1) Tage udgangspunkt i hvordan man som afsender selv opfatter situationen
2) Tage udgangspunkt i hvordan modtagerne synes at opfatte situationen
Vælger man det sidste, hvad mangen en rådgiver formentlig ville anbefale, må Danmarks Lærerforening tage bestik af, at netop samfundsperceptionen i overvejende grad er, at lærerne tabte agendasettingen under konflikten, og at vi nu trænger til, at lærerne påtager sig netop dén professionalisme som de under lockouten påberåbte sig.
Nyt fokus i debatten
Ikke mere brok. En reform er vedtaget (endda med ret bred politisk opbakning) og nu vil vi gerne se, hvordan fagfolkene implementerer selv samme reform med al den faglighed, ekspertise og professionelle gefühl lærerne kan mønstre.
Nok trækker Deres skribent vejret gennem, hvordan afsendere kan arbejde strategisk med eget omdømme, men jeg har en fortid som ligger forud for mere end 7 år som selvstændig konsulent, en diplomuddannelse og master.
Dér var jeg folkeskolelærer, i næsten ti år, og var der noget, der kunne få mit faglige blod til at suse i venerne, var det undervisning af eleverne. Som i ‘ved katederet’ – og den kerneydelse jeg følte, jeg var uddannet til. Alt det andet udenoms brændte mig langsomt ud. Men ikke selve konfrontationstimerne med eleverne, hvor lærergerningen for mig gik op i en højere enhed.
Jeg ville til enhver tid have undervist fem ugentlige timer mere, hvis jeg havde kunnet slippe for noget af alt det administrative og møderelaterede ved lærerjobbet, og få mulighed for at gøre mere af det, som gav mig daglig arbejdsglæde. Siden valgte jeg en anden karrierevej, og jeg har ikke set mig tilbage. Men ser. Det gør jeg dog stadig.
Den tabte agenda
Jeg ser en lærerforening, der har fortabt sig i en agenda, ingen for alvor orker at lytte til;
At lærerne er pressede (mere end andre), at lærerne ikke har fleksibilitet nok (i forhold til andre), at lærerne er professionelle (hvis vi troede noget andet), at lærerne blev krænkede (over udfaldet af lockouten) og, at lærerne stadig er påvirkede (af en faglig og professionel konflikt på deres arbejdsområde).
Det bedste våben lærerne kan alliere sig med er sympati for deres sag. Og derigennem opbakning til deres agenda. Det får de ikke med en formand, der i store træk altid virker tvær og fornærmet over, at omverdenen ikke fatter en tøddel af noget som helst. En formand der nærmest udstråler mild foragt for de anderledes tænkende, der i øvrigt hånes på tv og Twitter for manglende indsigt og modernitet.
Enten er I med os, eller mod os
For alle, der ikke er har været ansat på en folkeskole, er samfundsperceptionen ellers, at lærernes tilgang til arbejdstid er forkælet, at lærernes tilgang til arbejdet er mere til lærernes egen fordel end elevernes. Og at lærernes tilgang til arbejdsfleksibilitet sander til i optælling snarere end fokus på kerneydelsen; undervisning af eleverne.
Så længe Danmarks Lærerforening holder fast i en agenda om: “Vi har ret, vi er (stadig) fornærmede, og dem som ikke holder med os, er mod os – og i øvrigt oldnordiske” (jf. Bondos skanderborg-tweet) – opnår lærerne ikke den opbakning de savner, og føler de har fortjent.
Lærerne har med Anders Bondo Christensen savet i den omdømme-gren, de selv sidder på. Vejen tilbage til at sætte en ny agenda som omverdenen faktisk orker bemærke og forholde sig til, er at begynde at udvise netop den 360 graders professionalisme som lærerne selv mener kendetegner dem.
Det vil konkret – set fra et modtager- og IKKE afsenderperspektiv betyde, at lærerne i al deres kommunikation, herunder især formandens, må virke super dygtige, lydhøre, (arbejds)moralske, imødekommende og uselviske.
Når perceptionen af disse indsatser begynder at forplante sig i samfundsperceptionen, er der et publikum – et publikum der vil bakke om de nye og ikke mindst fremadrettede agendaer lærerne sætter. En anden mulighed er at skifte formand.
