Berlingske Tidende præsenterer i dag en ny genre i politisk journalistik. En genre vi passende kan kalde for ‘omvendt politisk stråmandsjournalistik’. Berlingske Tidende refererer at en jæger udlover en dusør på kr. 50.000,- for oplysninger, der kan føre til Ole Sohns afgang som minister (Berlingske Tidende, 26. nov., side 13, 1. sektion).
Der skal, skriver avisen, være tale om oplysninger, der ikke tidligere har været fremme i pressen. Det tilføjes i notitsen at der fra jægerens side er tale om et hævnmotiv.
Berlingske Tidende forstørrer klapjagten på Ole Sohn
Det interessante er, hvad der er Berlingske Tidendes journalistiske interesse i at agere budbringer i denne sag? Avisen er vel tilstræbt objektive og kan næppe have en politiske motiveret dagsorden? Uanset hvad Berlingskes journalistiske motivation end har været for at viderebringe historien, er det indiskutabelt, at avisen medvirker til at forstørre klapjagten på en konkret minister i regeringen.
Omvendt politisk stråmandsjournalistik
Ved ikke selv at udlove en dusør, men udelukkende at referere at en jæger i Nordsjælland gør det, kommer Berlingske til at bedrive, hvad jeg vil kalde for ‘omvendt politisk stråmandsjournalistik‘.
Det omvendte består i at avisen ikke selv har engageret en stråmand (det må vi i hvert tilfælde antage som en absolut præmis).
Avisen nøjes med at stille spalteplads til rådighed for en jæger med et ekspliciteret hævnmotiv. Altså en slags omvendt stråmand. Det politiske går selvsagt på, at Sohn er minister. Og det journalistiske…? Tja, argumentet vil vel lyde, at gengivelsen at jægerens dusør, udlagt på jægerens hjemmeside, opfylder de journalistiske nyhedskriterier – og så skulle den journalistiske ged dermed være barberet.
Ansvarsfrie og alligevel budbringere
Det er med andre ord ikke Berlingske Tidende selv, der udlover en dusør. Det er såmænd en jæger med et familiært begrundet hævnmotiv. Berlingske formidler ‘bare’ historien og tillige dusørens betingelser. Berlingske kan derfor både fralægge sig ansvaret for metoden, men implicit motivere læserne til at engagere sig i klapjagten. Såfremt der sidder Berlingske-læsere med dusørrelevant viden, læsere der samtidig er til fals for mammon, må konklusionen derfor være, at Berlingske følger sagen.
Grænsen for den politiske journalistiks rolle?
Eksemplet rejser spørgsmålet om, hvor grænsen for den politiske journalistik går? Er der overhovedet grænser og i så fald hvilke? For hvad nu hvis vi broderede videre og helt ud af den blå luft, i frit svævende fantasi, foreslog nye og andre absurde eksempler? Det kunne være:
- En dusør til dem, der har oplysninger om ministre, som har haft aften-damer på deres Christiansborgkontorer?
- En dusør til dem, der har oplysninger om politiske influenter, der kunne finde på at lække personfølsomme oplysninger?
- En dusør til dem, der har oplysninger om kendispolitikere, som tager på ‘kursus’ med andre end deres koner?
Det er muligt at ‘omvendt politisk stråmandsjournalistik‘ kan genere avishistorier og dermed læsere, men metoden åbner efter min mening også for et skråplan. Dusør-tendenser i den politiske journalistik har vi, ved nærmere eftertanke, vel næppe har brug for.
