Dødskys kaldte Pia Kjærsgaard det for, da Margrethe Vestager forsøgte at komme Thorning til undsætning. Det tankevækkende optrin fik en del kommentatorer på banen. Jeg vil i dette indlæg blot fremhæve tre; Søs Marie Serup, Niels Krause-Kjær og Thomas Larsen.
Show don’t tell
Men inden da kommer her to linjer om det klassiske retorisk begreb evidentia, eller sagt populært “Show don’t tell’, der slet og ret betyder, at der er langt mere virkningsfuldt, hvis publikum kan se en kendsgerning for sig, og ikke skal have den skåret ud i pap af afsenderen.
Hvad gør Vestager
Så hvad er det Margrethe Vestager gør? Hun fremmer måske forståelsen, men det er ikke et gode i denne kontekst, hvor forståelsen er, at Thorning & Socialdemokraterne er bidt af en skovflåt (en løftebruds-skovflåt), der har sat sig fast, suget blod, vokset sig stor og spredt dårligdom siden valget.
I stedet for på kollegial vis at vise, at Thorning gør det godt, så siger (læs: insisterer)Vestager på, at Thorning gør det godt. Den slags ‘stampen i gulvet’ kommer der sjældent noget godt ud af. Her et citat fra Margrethe Vestager selv fra Folkemødet 2012:
Det er ikke regeringens svaghed, men derimod dens styrke, at den er baseret på kompromisser. Det paradoksale er, at regeringen bliver opfattet som svag, fordi den er baseret på kompromisser. Det er absurd. For det er dens sande styrke!
Fri mig for hjælp
Ovenstående bringer mig til de tre – ikke tenorer – men kommentatorer, og deres udtalelser i henholdsvis Berlingske (15. juni 2012), på Krauses blog (11. juni 2012) og på Twitter (14. juni 2012). Lad os starte med et billede, der som ofte siger mere end tusind ord:
Thomas Larsen, der måske havde læst Søs Marie Serups spot-on tweet og var blevet inspireret, foldede nej-tak-til-hjælp-eksemplet ud i den trykte udgave af Berlingske med overskriften om, at Thorning må skrive drejebogen om:
For når ens egne allierede kommer løbende med hæfteplaster, bandage og krykker, viser det blot for alverden, at man ikke længere kan stå på egne ben og er ved at falde sammen.
Hannibal Vestager
Den mest kradse kommentar – ikke møntet på Thorning, men på Vestager – er kommet fra Niels Krause-Kjær, der har en meget læst, og på begge sider af det politiske spekter anerkendt, blog. Uden sammenligning i øvrigt (pointerer Krause..!) indledes blogindlægget med en scene fra skrækfilmen ‘Silence of the lambs’ med Anthony Hopkins i mesterrollen som Hannibal Lecter.
Fra en analog om, hvordan ‘Hannibal the Cannibal’ indtager en legemsdel fra sit offer, sætter Krause for alvor pen til papir med følgende kommentar:
Selv om det er ni måneder siden, Margrethe Vestager trådte ned fra tårnet på Amager, er det snart på tide, at hun træder ned fra sit personlige tårn. For postbuddet ringer altid to gange, for nu at blive i filmens verden. Margrethe Vestager vil næppe kunne fortsætte sit monopol med at lægge politisk pres på sine regeringspartnere og selv køre friløb – hvor var hun for eksempel, da betalingsringen brød sammen og trepartsforhandlingerne blev skrottet?
At fremme forståelsen er ikke altid en hjælp
Uanset om Margrethe Vestagers forskellige ytringer på Folkemødet 2012 er et ‘dødskys’, et forkvaklet forsøg på hjælp eller udløber af et kynisk politisk forløb, er der ingen tvivl om, at en insisteren på, at noget forholder sig anderledes end omverden opfatter, kan være en rigtig svær argumentationsøvelse. Såvel i retorikkens verden som i politikkens verden er der intet, som tyder på, at insisteren er mere virksom og overbevisende end evidentia.
Thorning og skovflåten
Hvis alle kan se, at Thorning er bidt af en løftebruds-skovflåt, så er det måske fordi hun vitterlig ER blevet bidt. Når man siger, at noget: ‘ikke er regeringens svaghed, men derimod dens styrke’, svarer det til at sige, at statsministeren IKKE har en skovflåt på sig. Hvad sker der? Alle vores øjne søger straks mod dér, hvor skovflåten sidder!
Ja jeg hørte Vestagers tale, også at den blev udlagt på mange måder og vinklet. Måske er jeg naiv, men jeg opfattede den altså ikke, som de såkaldte klogeåger eller analytikere gjorde, Jeg har det efterhånden rigtig skidt med altid at blive undervurderet af såkaldte, kommentatorer, en tale, skal altid vinkles og forklares, rent ud sagt dissikeres, det er unødvendigt for normalt begavede mennesker.
Jeg synes, Thorning holdt en virkelig god tale også på folkemødet, og mange var da mødt op, rigtig mange og lyttede.
Jeg tror faktisk Vestager som jeg har tænkt nu er det f…me nok.