Danmarks Lærerforening – et retorisk fossil

I dag er de mange kasketters dag. Jeg vil i dagens blogindlæg forsøge at danse mellem regndråber. Som læsere af denne blog vil vide, er jeg master i retorik, har en diplomuddannelse i strategisk kommunikation, er tidligere folkeskolelærer – men jeg er også formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune. Jeg balancerer med dagens ord på en knivsæg, så er det sagt!

Danmarks Lærerforenings fossilerede argumentation
Danmarks Lærerforening har i den forgangne uge holdt ekstraordinær kongres, udsprunget af diskussionen om hvorvidt lærerne skal undervise mere end de gør i dag.
Anders Bondo Christensens indlæg i debatten har været forstenede i et toneleje, hvor alle der ser anderledes folkeskolen end Danmarks Lærerforening skal kanøfles. Vi fatter åbenbart ingenting alle os, der ikke er lærere. Men jeg fatter udmærket, og jeg priser mig lykkelig over ikke længere at være fagligt repræsenteret af Bondo og Co.’s ytringer i det offentlige rum.

Min egen tid som lærer
I de små ti år jeg var lærer, var der én ting jeg elskede. Undervisningen af eleverne. Her kunne man få opture, der sparkede mås. Hvad der derimod drev mig mod udbrændtheden, var de evindelige møder, forældrehenvendelser om stort, og navnlig småt, og det såkaldt ‘andet arbejde’.
Jeg ville til enhver tid have undervist fem ugentlige timer mere, hvis jeg havde kunnet slippe for noget af alt det udenoms og gøre det, der gav mig arbejdsglæde.
Siden valgte jeg en anden karrierevej, og jeg har ikke set mig tilbage.

Dagens velfærdsdilemma
Det passer ikke helt, at jeg ikke har set mig tilbage, for jeg er som sagt formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk kommune, og er meget tæt på både vores skoler, men også kommunens økonomi. Ak. Velfærd er ikke, hvad det har været. Det kræver benhånd kommunal budgetdisciplin. Alle må holde for, og alle har vi et medansvar for at sikre samfundets velfærd på sigt. Det gælder naturligvis også lærerne. Selvfølgelig skal de undervise mere. Og lave mindre af noget andet. Hvordan fordelingsnøglen skal være, må overenskomstforhandlingerne afgøre. Men der er ingen vej uden om.

Formandsskabet i Danmarks Lærerforening
Derfor undrer jeg mig over, hvordan næstformandskabet i Danmarks Lærerforening taler deres sag. Det bedste våben lærerne kan alliere sig med, er sympati. Og opbakning. Det får de ikke, sådan som formandskabet kommunikerer. De udstråler en foragt for de anderledes tænkende, og genererer kun modstand. For alle der ikke er ansat i folkeskolen, forekommer lærernes arbejdstidsaftale som en blanding af volapyk, stenalder og lønmodtagerattitude. Det er sådan perceptionen er. Og perception er alting. Det afgør vores holdning til en sag.

Skingre skrig i skolegården
Lige nu har Danmarks Lærerforening taget folkeskolen som gidsel, kravlet op i et træ, hvorfra der råbes ned i skolegården: ”Vi har ret, og alle der ikke fatter det, er idioter”. Det er i sandhed at save i den kommunikationsgren, hvor man selv sidder.