Så fik SF’s socialordfører, Özlem Cekic, prøvet disciplinen at sige undskyld. Lad os derfor kigge nærmere på genren: undskyldningsretorik. For siger SF’s socialordfører Özlem Cekic overhovedet undskyld eller plejer hun blot sig image?
Hvorfor siger man undskyld
En undskyldning har til formål at beklage den skyld man har pådraget sig. Men der kan også være tale om en strategi, der bruges af hensyn til den, der undskylder. Der kan altså være tale om, at undskylderen faktisk siger undskyld for sin egen vindings skyld. Når man derfor hører en undskyldning i det offentlige rum, og i særdeleshed i det politiske miljø, bør man være særlig opmærksom. Lyt efter om undskyldningen glider over i en forsvarende forklaring. Det kan nemlig være et tegn på, at den der undskylder, gerne vil renses, promovere sig selv eller pleje sit image.
En undskyldning er et ansigtstab
Undskyldninger er retorisk set interessant fordi der er tale om et kort eller længerevarende ansigtstab. Det kan derfor være forbundet med stort mod, eller høj moral, at give en undskyldning. Men hvis undskyldningen er for vag, for utilstrækkelig eller kommer for sent, så risikerer undskylderen at modtageren afviser undskyldningen. Det fine ved undskyldninger er, at de rummer muligheden for – gennem ord – at genoprette menneskelige relationer.
Undskyldninger indeholder en social kontrakt
Undskyldninger er tegn på værdimæssige overensstemmelser mellem afsender og modtager på. Et tegn på at undskylderen er gået over stregen. Man kan om offentlige undskyldninger endda sige, at de fortæller noget om vores samfund. Noget om hvad der er i orden og hvad der ikke er.
Soning og refleksion
Undskyldninger er anledninger til refleksion. Og undskyldninger er muligheder for at sones. Man kan faktisk sige, at hvis ikke der sker en soning, så er undskyldningen ikke accepteret eller fuldbyrdet.
Hvem siger Özlem Cekic undskyld til
Når man kigger på Özlem Cekic’ undskyldning, er det svært at få øje på en reel modtager. Det er uklart hvem hun vil sones med. En krænkelse af den borger ved navn Carina, der har ageret fattigdomseksempel, uden at kunne kaldes fattig, nævnes ikke som grund. Grunden er det dårlige eksempel på en fattig. Ikke udstillingen af en borger. Kan det derfor ske, at Özlem Cekic har sagt sin undskyldning ud i offentligheden for at pleje sit eget image, snarere end at få tilgivelse fra borgeren?
Når der ingen krænket part nævnes
I tilfælde hvor en offentlig undskyld bare gives, uden at det nævnes, hvem undskylderen vil sones med, er der grund til skepsis. Når der ikke ekspliciteres en krænket part, er der reelt ingen at søge om tilgivelse hos. I Özlem Cekic’ tilfælde er offentligheden ikke krænket. Vi er blot underholdt. Og undrende forhold til forløbet. Men vi er ikke krænkede. Det er derimod den borger, der er blevet udstillet som fattig uden åbenbart at være det. Undskyldningen tyder derfor, som jeg ser det, på Özlem Cekic’ eget ønske om renselse og pleje af image som én der ved, hvad en fattig er.
Værn om undskyldningerne
Min pointe er, at undskyldninger ikke skal kastes i grams eller udvandes for et godt ord, fordi det passer rent strategisk. Vi skal værne om undskyldningerne fordi de er vores menneskelige relationers genoprettelsesmulighed. Vi skal derfor være opmærksom på mængden på de forklarende og forsvarende omstændigheder fra undskylderens side.
Se efter den krænkede part
Oprigtigheden af en undskyldningen kan tjekkes ved holde udkig efter om der er en reel krænket part, om undskyldningen gives til reelts krænkede part. Og om der overhovedet er mulighed for soning. En undskyldning skal dertil være oprigtig og må aldrig være et udtryk for strategiske hensyn. Det handler nemlig om at tage modpartens følelser alvorligt. Ellers er det IKKE en rigtig undskyldning. Så er det bare ord.