Budskabshåndtering Kommunikation og retorik Troværdighed

Opgør i SF skader partiets omdømme

Prøv at forestille dig at SF var en klasse. På klassetrinnet er der tre spor, tre parallelklasser, du kan vælge at gå i. I SF-klassen får du på forhånd at vide, hvem der er ikke velkomne i klassen. De to andre klasser har også deres præferencer og målgrupper, men der står intet på døren om, hvem der IKKE er velkomne. Hvilken klasse vil du helst gå i?

I Jyllands-Posten har SF’s Thor Möger Petersen udtalt, at ikke alle er velkomne i SF:

Bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer og ejendomsspekulanter skal SF vende ryggen til

Strategen Thor Möger Petersen
Enhver der kender lidt til Thor Möger Petersen ved, at hans ypperste kompetencer er strategi og kynisme i forhold til vælgeroptimering. Det er derfor næppe et bankende og flammerødt hjerte, der får Skatteministeren til at bakke op om den ene kandidat, Mattias Tesfaye, der lørdag i Politiken ytrede, at SF er nødt til at tage et »politisk fravalg« i forhold til, hvem partiet skal appellere til.

Målgrupper er en god ting
De fleste der arbejder med kommunikation, PR eller branding vil nikke til, at målgrupper er en god ting. Man kan ikke kommunikere med alle. Men er negerede målgrupper nu også en god ting? Altså at du klart på døren til klasseværelset skriver, hvem der ikke er velkomne? Vel at mærke samtidig med at din klasse mangler nye klassekammerater, fordi en del af kammeraterne er gået over til parallelklasserne eller helt har skiftet skole.

Ikke al omtale er godt
Jeg ved godt Simon Spies engang sagde noget andet. Men i casen SF, holder ytringen om, at al omtale er godt, ikke stik. Det gavner intet i forhold til SF’s meningsmålinger at de store morgenaviser er plastret til med etiketter på, hvem der er velkomne i SF og hvem der ikke er. Det skader SF’s omdømme når partiet eksplicit forholder sig til, hvem der politisk skal fravælges, når SF samtidig står i en situation, hvor vælgerne fravælger partiet.

Hvem gider at gå i en klasse, hvor man risikerer at blive mobbet på grund af sin baggrund som bankdirektør, overlæge, professor, advokat eller topchef?

 

Share Button