Ved sidste Sankt Hans aften oplevede jeg Lars Løkke gentage den samme sætning tre gange, tre forskellige steder, på samme aften. Det virkede urkomisk! Hvorfor og hvad du kan lære af det, kan du læse nedenfor.
Copy paste dur (heller) ikke i politisk retorik
Tiden er en anden end da JFK udtalte en slagkraftig sætning i Berlin som endte i historie- og retorikbøgerne. Fjernsynet var nyt, aviserne var langsomme og internettet var ikke opfundet. Den tid er forbi, og i kampens hede sker det måske selv for en statsleder, at de glemmer netop dét faktum (selvom det er svært at forestille sig).
Jeg har det med meningsmålinger som med vejrudsigter, jeg følger med i dem, men indretter mig ikke efter dem.
Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen Sankt Hans aften på Marienborg 2011. Først inde på selve Marienborg, så ude ved bålet og lidt senere i et indslag fra Bruxelles, som han ilede ned til inden bålet blev tænkt. Tre gange på én aften og budskabet gav ikke længere mening, men blev pludselig bare til spin.
Der kommer en god løsning i morgen.
Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt på et ugentlige pressemøde om betalingsringen. Sammenklippet blev sætningen helt ustyrlig komisk at iagttage selvom statsministeren havde sagt til journalistkorpset, ved pressemødets start, at hun ikke havde kommentarer om betalingsringen før dagen efter. Og selvom journalisterne ikke havde fantasi til at stille andre spørgsmål.
Danmark er et land, der kæmper en vægtklasse højere end sin vægt.
Sådan sagde Obama til pressemødet med Helle Thorning-Schmidt og vi rankede alle ryggen. Sådan sagde Obama dog også til Norges, Hollands og Filipinernes statsleder, der også alle fik at vide, et netop deres land er en af Amerikas stærkeste og tætteste allierede. Se klippet fra YouTube her under:
Hvad du kan lære af Obama, Thorning og Løkke
Obamas copy paste er indfanget af det danske tv-program Detektor, der undersøger om påstande og udsagn holder vand. I ovenståendestående klip får Obama lige et komisk klask med linealen, og de tre eksempler bør tjene som eksempel på, hvorfor du IKKE skal gentage den samme sætning, hvis der er medier til stede, der citerer dig og sender dine udtalelser i kredsløb. Varier i stedet dit sprog, så du virker mere nærværende og oprigtig.
Tre glimrende eksempler. Men der er desværre hundredevis af andre. Danske partiledere og politiske ordførere får leveret deres punchlines til morgenkaffen, og så får vi dem serveret i båndsløjfe. Ingen nævnt, ingen glemt. Det synes dog som om Venstre pressetjeneste benytter metoden meget bevidst, forståeligt nok når medierne i den grad leger med. Det er ideen om, at gentagelsen – også af mildt sagt tvivlsom sandhedsværdi – betyder, at smudset hænger ved modstanderen. Når regeringens rådgivere forsøger sig med samme model, bliver det derimod vendt mod dem selv af selvsamme medier. Det er da tankevækkende. Se blot på to af dine egne eksempler: HTS blev i ugevis stegt for sine gentagne svar på samme gentagne spørgsmål, selvom fejlen nok snarere skyldtes, at journalisterne ikke ønskede at anerkende hendes indgangsreplik om, at de spørgsmål først ville blive besvaret den følgende dag (man kan så med rette spørge, hvorfor i alverden hun ikke ventede med pressemødet til netop den følgende dag). Derimod blev hverken dit eksempel på Løkkes evindelige gentagelser påtalt i nogen medier. ja, faktisk ikke bemærket af journalisterne, ligesom hans andre daglange og ind imellem ugelange gentagelser heller ikke bliver det. Neutrale medier? My foot!