Højrefløjsretorik og framing af sproget

Der er grund til agtpågivenhed. Valgkampen står for døren, og enhver sagesløs avislæser vil blive bombarderet med højrefløjsdebattører, der læser, påskriver og dutter os på. Seneste hjemlige episode er eksemplet hvor højrefløjen i næsten sproglig bydeform, har opfordret vælgerne til at læse den fulde (helst engelske) ordlyd af aftalen om grænsekontrol. For så ville vi fatte, at de i sol, måne og alle verdenshjørner strittende udmeldinger faktisk giver mening.

Norge
I Norge har det mest kvalmende eksempel påvirket os alle, og vil for altid ændre vores syn på offentlig debat og medborgerskab. Situationen i Norge er så uhyrlig, at det næppe tilkommer danske debattører at hævde sig i den såkaldte ‘blame-fase’, så lad os være passende ydmyge i situationen og forholde os til de hjemlige trakasserier. Der er nok at se på! Som politisk aktiv retorisk medborger hæfter jeg mig ved i disse tider ved den semantik og tenderende manipulation visse afsendere selvisk benytter sig af. Medborgeren, der skal kunne træffe sine egne afgørelser på et oplyst grundlag, når næppe at dissekere den ene ytring, før en ny har taget overskriften. Desværre undlader højrefløjens selvbestaltede intellektuelle at tillægge det nævneværdig sproglig signifikans, er at deres debatform og udmeldinger er ladet med ideologisk sprogbrug.

Søren Pinds subjektive brug af sproget
Idiomatisk sprogbrug er afsenderens subjektive brug af sproget. Det er et udtryk for afsenderens sprogligt indlejrede ideologi, og ikke et udtryk for en gældende norm. Det gælder uanset højrefløjens eksplicitte afsavn af intellektuel kritik og påvirkning. Noget som åbenbart kun forfattere, skribenter og tænksomme mennesker kan tilføre debatten og samfundsudviklingen. Lad os derfor være konkrete og se på Søren Pinds indlejrede idiomatiske sprogbrug. Og her tænker jeg ikke på hans idiotiske analogi mellem Norge og Østerild, men Pinds generelle subjektive og idiomatiske indlejrede sprogbrug. Aflurer man dén, er man bedre rustet til at gennemskue højrefløjsdebattørerne, når de ruller sig ud som sandhedsvidner, der mangler intellektuel modstand. Og hvem vil ikke gerne være rustet så godt som muligt før det kommende valg, der måske ændrer politisk retning for Danmark.

Når sprogbrug genererer sendetid
Søren Pind kalder fx idiomatisk, og i selvpromoveringens navn, Udviklingsministeriet for sit ‘Frihedsministerium’. Den ministerielle navnedåb gav Søren Pind ufattelige mængder spalteplads til at udrede, hvad han forstod og tillagde ordet frihed. Det var smart gjort. Politiken spurgte om Søren Pind ville kalde Integrationsministeriet for ‘Assimilationsministeriet’, og henviste til et blogindlæg fra 2008, hvor Pind ikke gad høre mere snak om integration. “Fri mig for det, –det rigtige ord må være assimilation”, lød Pinds tre år gamle blogindlæg. I stedet for at lade Pinds sproglige betragtninger fare, fik han stukket mikrofonen i hånden. Pinds fornemmelse for semantik ville ingen ende tage. Snart gjaldede det retur fra venstrefløjen, der med kollektive vaders trådte direkte ud i Pinds nysåede spinatbed. Spalte op og spalte ned. Overskrift på overskrift. Omtale i massevis. Der var idiomatisk sprogbrug alá Pind så langt monoklen rakte. Startet på en blog.

Pinds ideologiske klubværelse
En blog er skribentens virtuelle klubværelse. Er lugten for højreorienteret må man finde et andet sted at hænge ud. Sørens Pinds klubværelse er ideologisk. Her afslører han sin sprogligt indlejrede ideologi for læserne. En potentiel vælger leder ubevidst efter spor i sproget, fordi sporene siger noget om afsenderens ideologi. Det ved Pind, og han benytter enhver lejlighed til at lade den idiomatiske sprogbrug flyde i en lind strøm –godt hjulpet af medier og politiske modstandere, der i tilfældet assimilation vs. integration ikke så spinatbedet for bar’ idiomatik. Det var smart gjort. Integrationsministeriet havde i dén grad fået en ny minister.

Substans eller person, bold eller mand
Det er ikke første gang Pinds blog har givet ham uvurderlig sendetid og mulighed for at annoncere sin højreorienterede ideologi pakket ind i idiomatisk sprogbrug og debattrang. I juli 2009 bloggede Pind under overskriften: ”Hvad nu hvis Jønke har ret?”, hvor han frejdigt causerede over HA’s såkaldte Sjakalmanifest. Et skrift som denne signatur skrev retorisk masterspeciale om i 2010, og derfor kender særdeles godt.
Pind kaldte den 5. juli 2009 Sjakalmanifestet for både ‘djævelsk velskrevet’, og et kampskrift med ‘dyb appel’, der hverken var forfattet af underbegavede eller simple mennesker.

Idiomatisk skjold på slagmarken
Med Sjakalmanifestet som behændigt idiomatisk skjold drog Pind ud på den ideologiske slagmark, hvor både pressen, myndighederne i almindelighed og Politiet i særdeleshed fik én over nakken: ””For jeg er ligeglad med hvem “man” er, når man siger noget – jeg vil bedømme udtalelserne, ikke afsenderen””. En overmåde interessant udmelding, når man tænker på Pinds armlægning med Marlene Wind her i forsommeren, hvor det akkurat 180 grader modsatte standpunkt gjorde sig gældende. Og en i øvrigt helt ubærlig tanke, hvis vi inkluderer 22. juli i Norge. Hvordan kan man være ligeglad med afsenderen?

Hellere Jønke end Wind
Jønke kan næppe betegnes som en ‘halvstuderet røver’. Alligevel mente Pind, at Jønkes udtalelser var så væsentlige i debatten, at Pind var ligeglad med, at netop Jønke var afsenderen. Marlene Winds udtalelser som professor er derimod uvæsentlige i debatten. Pludselig var Pind alt andet end ligeglad med, hvem afsenderen var. Marlene Wind blev bedømt – ikke udtalelserne, der åbenbart forstyrrede på højrefløjens ideologiske slagmark. Så hellere Jønke, tak! Og må vi bede om en sendemast og noget primetime, mens vi argumenterer intellektuelt for dette ovre i den borgerlige.

Troværdighed tildeler signifikans
Retorisk teori påviser at sponsorater fra afsenderprofiler med høj troværdighed påvirker publikums opfattelse af et budskab. Søren Pinds høje troværdighed som liberal afsender, påvirker opfattelsen af politiske udmeldinger. Pinds semantiske overvejelser om Jønkes ytringer, påvirker modtagelsen af samme. Det ved han til fingerspidserne. Det samme gør sig gældende med Wind, dog med omvendt fortegn. Hendes høje troværdighed som sagkyndig afsender, påvirker også opfattelsen af politiske udmeldinger. Derfor skulle Wind ned med nakken. Venligst ikke påvirk borgernes opfattelse af den politiske studehandel, på ‘grænsen’ af det glade vanvid, indgået i samarbejdet med Dansk Folkeparti, der om nogen dyrker idiomatisk sprogbrug. Tænk bare på deres patentgørelse af, hvad der er dansk!

Det manglende hensyn til vælgerne
Borgerlige debattører med Pind i front har de sidste ti år bevist, at de ved hjælp af deres idiomatiske brug af sproget, kan få en debat og en debattør, sendt dér hen hvor de vil. Der er derfor al mulig grund til debatmæssig agtpågivenhed i den kommende tid. Ikke på grund af Norge alene, men fordi vi har et snarligt folketingsvalg ventende. Det har en skræmmende konsekvens, når debattører med en kombination af høj troværdighed og sprogligt indlejret ideologi dikterer argumentationsformen. Konsekvensen er svigt i forhold til medborgerne – snart vælgerne – der ikke når at trænge om bag det umiddelbare og tilsyneladende. Hvis medborgerskab og et hensyn til tredjepart vejede tungere end fx partiegoistiske hensyn, kunne en ny og anden dagsorden måske titte frem.

Medborgerskab er det nye sort
Tænk hvis vi så en mulighed, og ikke en begrænsning, i at vægte sproglig udveksling af meninger højt. Et medborgerskab, hvor selve processen blev anset for mindst lige så vigtig som resultatet. Et medborgerskab hvor vi begynder at fokusere på rammerne for, hvordan vi skaber den bedste mulige offentlige debat. Det kunne være med fokus på et respektfuldt sprog, hvor der både er evne og vilje til at forpligte sig på det fælles gode. Hvor alle medborgere – forskere, politikere, græsrødder, foreningsaktive, unge som ældre – har adkomst til at påvirke kollektive beslutninger; simpelthen fordi vi alle er medborgere og har en rolle i samfundslivet. Så længe denne form for medborgerskab venter på sit gennembrud, må udgangsreplikken derfor være: Vogt jer for højrefløjens idiomatiske sprogbrug!)