I dagens Politiken står Connie Hedegaard for en ytring der reelt undsiger partileder Lene Espersen.
Ytringen blev fremsagt på de konservatives landsråd, og var svar på spørgsmålet: “Hvad mener du om Lene Espersens tale?”.
Hedegaards retoriske undsigelse
Connie Hedegaard svarer følgende på spørgsmålet:
“Lene har været igennem et umenneskeligt pres, og så præsterer hun en tale, hvor hu virkelig fortæller, hvad hun mener er konservativt. Så det er kun positivt”.
Talen til landsrådet er blot en genre
En ting først . Alle partier holder årsmøder. De hedder lidt forskelligt; kongres, landsråd, landsmøde…
Indholdet er dog det samme. Denne årlige weekend finder man tilbage til baglandet, det politiske udgangspunkt, de fælles ideologier. Man hygger sig, debatterer politik, netværker og smalltalker – også med pressen.
Derfor er det fuldstændig forventeligt – en fast del af den politiske talegenre – at formanden holder en tale på landsrådet. Om politik. Og om hvad der i dette tilfælde er konservativt.
Hedegaard nøjes dog med at konstatere at Espersen gør det hun skal. Holde en tale om hvad der er konservativt.
Retorisk set siger Hedegaard intet
Hedegaard konstaterer tillige at Lene Espersen har været igennem ‘et umenneskeligt pres’.
Tja, må man tilføje. Det er vel en del af det politiske game. Navnlig når man undlader at sige sandheden i Folketingssalen og forholder offentligheden oplysninger! Heedgard forholder sig ikke til presset, men konstaterer det blot. Ved bevidst at undlade at kommentere positivt på selve talen, rokker Hedegaard subtilt ved Espersens omdømme. Såfremt talen gjorde et stort indtryk, havde Connie Hedegaard – med al den troværdighed hun har med sig – formentlig betonet talens kvalitet og højnet Lene Espersen etos som formand.
Guldet ligger i “Så det er kun positivt”.
Modsætningen til positivt er negativt. Heedegaard siger indirekte at havde Espersen gjort alt andet end det hun skulle ifølge genren, kunne det have været negativt. Connie Hedegaard snoer sig behændigt udenom om at forholde sig til både talens indhold, og Espersen som formand og taleholder. En lille, og formenligt bevidst undladelse, der medvirker til at destabilisere Espersen omdømme, etos og fortsatte karriere som formand.
Det lille ord ‘kun’ fungerer således som en slags styrkemarkør. En lille sproglig finurlighed, der pointerer noget. Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes Heedgaard det er positivt at Espersen gør det hun skal. Javel!
Espersen har brug for anerkendelse og opbakning
Hedegard kunne have forholdt sig talens indhold, fremhævet pointer eller anerkendt Lenes lederskab eller politiske formåen. Intet fremkom. Blot en tør konstatering af, at Espersen med sin tale gjorde det hun skulle. Hverken mere eller mindre. Hedegard er med andre ord ikke imponeret. Indirekte undsiger hun Espersen. Sådan kan man også arbejde med etos.
