Partiet Venstre kritiserer S-R-SF-regeringen for tiltag, Venstre ikke selv gjorde noget ved, da Venstre havde magten. Og Venstre har fastlagt en strategi om ikke at komme med politiske holdninger, så længe medierne fokuserer på interne stridigheder i regeringen.
I Venstre må man ikke mene noget
Søndag den 4. marts kunne vi i to forskellige medieindslag få et interessant indblik i, hvordan argumentations-logikken lige nu er fat i partiet Venstre.
Skyggestatsminister i Berlingskes Magasin
Det ene indslag var at læse i Berlingske søndagstillæg, Magasin, hvor anonyme kilder i Venstre fortæller, hvordan de bliver banket på plads, hvis de mener noget i det offentlige rum, der kan fjerne fokus fra regeringens trakasserier. Ikke engang et alternativt forslag til den nu skrinlagte betalingsring, må en Venstre-ordfører fremkomme med – trods det faktum, at Folketinget er en lovgivende forsamling, hvor medlemmerne via Grundloven er forpligtede til at stemme – og vel også ytre sig (?) – efter deres overbevisning.
Søren Pind i Clement Søndag
Det andet indslag kunne ses i Clement Søndag på DR1. Søren Pind havde i den forgangne uge kritiseret statsminister Helle Thorning-Schmidt og kaldt Venstres Lars Løkke Rasmussen for landets moralske statsminister. Selvom om moral måske ikke er det første ord, offentligheden vil sætte på Vestres formand, fik Pind sin skattede medieomtale, og endte da også hos Clement.
Sidstnævnte havde dog ikke til sinds at lade Pind tæske uhæmmet løs på Thorning, så Clement tæskede selv løs på Pind. Der var tale om to højt begavede mennesker hanekamp på direkte TV, og det var godt fjernsyn.
Pinds indrømmelser for åben skærm
Pind måtte på et tidspunkt indrømme, at De 100 mia. han kalder for regeringens underskud, er de samme 100 mia. som han kalder for Venstre tidligere konsolidering af dansk økonomi! Og før denne stjernestund for en indrømmelse, måtte Pind tilstå, at han kritiserede Fogh for ikke at gennemføre de reformer som regeringen nu lægger op til – men som Venstre nok ikke deltager i, fordi varmen fra meningsmålingerne er bedre at sole sig i.
(manglende) Politisk mod
Selvom både Klement og Pind var enige om, at politisk mod er at sige, hvad man virkelig står for, turde tage upopulære, men nødvendige beslutninger – og så møde vælgerne på dét grundlag, veg Pind uden om at redegøre for, hvordan Venstres aktuelle argumentations-logik så indgår i dén ligning. Meningsmålingerne kunne være et sted at lede…
For Prins Knud
Venstre ved du, hvor du har! Sådan lød et tidligere slogan. Og jeg skal da lige love for, at weekenden har bekræftet dette udsagn ;o)
Ps. Undskyld!
Jeg glemte at tilføje for de tonedøve, de blinde, de dumme og dem som ikke kan tænke selv, at det: ”ikke må blive dyrere at være dansker”.
Gud, hvor er det rigtigt. Desværre.
Venstres handlinger drejer sig lige for tiden slet ikke om landets bedste – eller borgernes bedste; nej, de handler om Venstre – forstået som en lille gruppe mennesker på Christiansborg, deres selvfølelse og deres parti.
Hver gang der bruges ministerressourcer på en drilledebat eller et drillesamråd, eller kastes med mudder og nedgørende billeder i endeløse strømme, eller bruges medietid på “indkøb af hæve-sænkeborde”, så bliver jeg stangskuffet. Og jeg får så meget lyst til at spørge – hver gang: “På hvilken måde var dét du lige gjorde og sagde, hr/fru oppositionspolitiker, til gavn for Danmark? Fortæl mig det?”
Det spørgsmål får jeg lyst til at stille cirka ti gange om dagen for tiden.
Landet – borgerne – har brug for al den tid samtlige politikere på Christiansborg kan lægge i ledelsen af os. Til at pleje landet, optimere lovgivningen, innovere på strukturer, og inspirere os alle, så vi kan blive bedre borgere i et bedre land i en bedre verden – og komme ud af krisen i bedre form. Og så spilder oppostitionen dyrebar tid på konstante, negative, partiegoistiske benspænd for regeringen.
I parentes bemærket er det ikke en rød eller blå eller lilla refleks jeg har, når jeg bliver så skuffet. Jeg var nøjagtigt lige så irriteret på landets og borgernes vegne dengang Socialdemokratiet sad i opposition og ikke bestilte andet end at nedgøre den daværende siddende regering. Slip nu de meningsmålinger et øjeblik – vend tilbage til en ordentlig politisk etik – og lad os nu for dælen få noget konstruktiv kvalitetsopposition. Venstre! Hallo! Jeg taler også til jer!