Jeg tænker over Villy Søvndals argumentation. Den argumentation han har gentaget hele dagen som svar på, hvorfor betalingsringen ikke bliver til noget:
Det blev aldrig nogen folkesag!
Ovenstående argument bringer mine tanker i retning af Grækenland…
Hvis svære, komplicerede og umiddelbart upopulære politiske beslutninger kræver, at noget først skal være ‘en folkesag’, så ville Grækenland de facto gå bankerot!
Joh, det kan du have ret i. Jeg synes egentlig, at Helle Thorning-Schmidt udtrykte det meget godt med bemærkningen om, at de mennesker, regeringen forestillede sig at ville hjælpe, ikke ønskede dens bud på hjælp, og så må man tænke nyt. Det er vel egentlig det, Søvndal også mener.
Det er en svær balancegang både at ville være lyttende og samtidig have hånden på rattet. Lytter man for længe, er man svag. Lytter man ikke eller ikke nok, tromler man sin politik hen over befolkningen trods dens protester. Hvis man tager bestik af den politiske nødvendighed, er man løftebryder. Hvis man forsøger at tilgodese en folkestemning – oppisket af medierne eller ej – er man populist og/eller en svag leder. Hvis man bliver klogere efter at have lyttet, mister man autoritet (ifølge oraklerne i kommentariatet). Hvis man ikke lader sig rokke af interessegruppers protester er man arrogant. Det er sgu ikke nemt.
Ja, nemt er det ikke! Spørgsmålet er nu, om regeringen, efter at have diskuteret med den ene halvdel af befolkningen, der var MOD en betalingsring, nu skal diskutere med den anden halvdel af befolkningen, der er FOR en betalingsring!
Trine Nebel, efter at ringen er blevet aflyst kommer der pludselig flere tilhængere til orde i div. TV-aviser. Mærkeligt!
Hvis Socialdemokraterne selv havde troet på sagen havde man nok sat lidt nere ind på at tilbageviser modstandernes stadigt mere skingre argumenter. Men det er den slags der sker når man lader sig lede af formiddagspressen og socialdemokratiske sognekonger på Vestegnen