Derfor er Villy Søvndals indrømmelse strategisk

Villy Søvndal indrømmer i en kronikken ”Socialist i en krisetid”, at SF bærer en pæn portion af ansvaret for diskussionen om løftebrud. Men Søvndal forsømmer at indrømme, at indrømmelse en strategisk motiveret.

Umiddelbart gør Søvndal det rigtige
SF-formanden gør indledningsvis det rigtige. Han indrømmer. Han påtager sig et ansigtstab. Og den slags skal gøre nas, hvis ansigtstabet er oprigtigt ment. Desværre sker der dét, vi efterhånden altid ser i politik, at den afsendende politiker bruger majoriteten af sin taletid på at forholde sig til modstanderen.

Derfor er Søvndals indrømmelse strategisk
Helt konkret er er Villy Søvndals kronik på godt 1350 ord. Den indledende indrømmelse, alle fyldeordene inklusive, fylder blot 115 ord. Først til sidst kommer Søvndal endelig ind på kronikkens overskrift: hvad det så rent faktisk vil sige at være ‘Socialist i en krisetid’. De mellemliggende 913 skydes til at skyde på modstanderen og afslører dermed, at SF-formandens indrømmelse er strategisk. Villy Søvndal indrømmer for at få lov til at skyde.

Sagt med andre ord. I mindre end en tredjedel af kronikken forholder Søvndal sig til overskriften om at være socialist i en krisetid. Resten af kronikken er et angreb og ikke en vision.

Søvndal overser tre vigtige politiske forhold:

• At partiernes, og dermed også SF’s, troværdighed ligger i befolkningens opfattelse af den politiske virkelighed og ikke i partiernes selvforståelse.
• At rigtig mange vælgere er dødtrætte af politikere, der hælder galde ud over modstanderne, frem for at forholde sig til egen politik og egne visioner.
• At tiden er kommet til at moderne kommunikerende partier i langt højere grad forholder sig til, hvordan verden ser ud fra modtagernes synspunkt, og ikke til, hvordan verden ser ud, når man som regering står med hovedet, og egoet, begravet dybt, dybt nede i et regeringsgrundlag på over 70 sider.

Befolkningen har en pointe
I sagen om løftebrud er der ingen tvivl. Befolkningen, mig selv inklusive, opfatter at der er noget at komme efter. Befolkningen blev stillet noget i udsigt, der i en valgkamps ophedede tilstand, kunne opfattes som løfter. Få af disse, hvis nogen, er blevet indfriet. Det bliver den siddende regering nødt til at forholde sig til med andet end kritik af oppositionen.