Villy Søvndal indrømmer i en kronikken ”Socialist i en krisetid”, at SF bærer en pæn portion af ansvaret for diskussionen om løftebrud. Men Søvndal forsømmer at indrømme, at indrømmelse en strategisk motiveret.
Umiddelbart gør Søvndal det rigtige
SF-formanden gør indledningsvis det rigtige. Han indrømmer. Han påtager sig et ansigtstab. Og den slags skal gøre nas, hvis ansigtstabet er oprigtigt ment. Desværre sker der dét, vi efterhånden altid ser i politik, at den afsendende politiker bruger majoriteten af sin taletid på at forholde sig til modstanderen.
Derfor er Søvndals indrømmelse strategisk
Helt konkret er er Villy Søvndals kronik på godt 1350 ord. Den indledende indrømmelse, alle fyldeordene inklusive, fylder blot 115 ord. Først til sidst kommer Søvndal endelig ind på kronikkens overskrift: hvad det så rent faktisk vil sige at være ‘Socialist i en krisetid’. De mellemliggende 913 skydes til at skyde på modstanderen og afslører dermed, at SF-formandens indrømmelse er strategisk. Villy Søvndal indrømmer for at få lov til at skyde.
Sagt med andre ord. I mindre end en tredjedel af kronikken forholder Søvndal sig til overskriften om at være socialist i en krisetid. Resten af kronikken er et angreb og ikke en vision.
Søvndal overser tre vigtige politiske forhold:
- At partiernes, og dermed også SF’s, troværdighed ligger i befolkningens opfattelse af den politiske virkelighed og ikke i partiernes selvforståelse.
- At rigtig mange vælgere er dødtrætte af politikere, der hælder galde ud over modstanderne, frem for at forholde sig til egen politik og egne visioner.
- At tiden er kommet til at moderne kommunikerende partier i langt højere grad forholder sig til, hvordan verden ser ud fra modtagernes synspunkt, og ikke til, hvordan verden ser ud, når man som regering står med hovedet, og egoet, begravet dybt, dybt nede i et regeringsgrundlag på over 70 sider.
Befolkningen har en pointe
I sagen om løftebrud er der ingen tvivl. Befolkningen, mig selv inklusive, opfatter at der er noget at komme efter. Befolkningen blev stillet noget i udsigt, der i en valgkamps ophedede tilstand, kunne opfattes som løfter. Få af disse, hvis nogen, er blevet indfriet. Det bliver den siddende regering nødt til at forholde sig til med andet end kritik af oppositionen.
Først et stort tillykke med din gode, velfungerende bog. Vi talte en del om den da jeg stadig var tilknyttet LTK.
Jeg vil ikke kommentere sagen om Søvndals indrømmelser, men blot kommentere dine ord om “befolkningen”.
jeg er en del af befolkningen og deler ikke dine synspunkter om uindfriede løfter. Ved hvert eneste valg oplever vi de samme ting, at man går til valg på nogle ting man gerne vil gennemføre, hvis det er muligt.
Efter det endelige valgresultat forelå, var jeg ikke et sekund i tvivl om at alle de ting S-SF ville gennemføre, ikke kunne lade sig gøre med den regeringssammensætning.
Jeg har ikke forventet noget og føler ikke det er løfte brud, for mig er det politik.
Alle partier “lover” jo at “hvis vi får flertal, så…”, men det er der ingen der gør, sådan som vores folketing fungerer.
Jeg enig i at politikere generelt, skal fokusere på politiske opgaver og omverdenen, i stedet for at spilde deres tid på politiske modstandere.
Kære Axel
Du har ret i at befolkningen er vel bredt formuleret, men i den ‘fortælling’, der har været i samfundsdebatten, må enhver iagttager konstatere, at løftebrud ER blevet en del af fortællingen. I dag kan man fx i Berlingske Politiko læse hvilke ord, der er de hyppigste, når man søger på Infomedia for hver minister. Og ordet løftebrud går igen.
Dermed ikke sagt at en stor del af ‘befolkningen’ ikke kan se det nødvendige i, at der indgås komprimisser. Mange forstår udmærket at alle ens ‘løfter’ fra en valgkamp ikke kan opnås, og mange forstår også godt, at løfter i en valgkamp ikke skal tages alt for pålydende. Det ændrer dog ikke på, at dén fortælling er blevet den hyppigste for regeringen, og de burde have haft håndteret dette på et langt tidligere tidspunkt. I den alternative nytårstale, der ligger her på bloggen, og som blev bragt på bt.dk, kom jeg med et forslag til, hvordan statsministeren fx kunne have forholdt sig til fortællingen om løftebrud. For fortællingen forsvinder kun, hvis den håndteres.
Apropos håndtering så er det faktisk hvad jeg skriver afgangsprojekt om på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg færdiggør en diplomuddannelse i politisk kommunikation, der skal være en mere praktisk supplering til min master i retorik. Her skriver jeg om partiers håndtering af politiske historier og har udviklet en model, de kunne gøre det efter. Min pointe er, at hvis ikke partierne håndterer de verserende historier, så håndterer historierne partierne. Og uanset partifarve er det næppe noget ønske for noget parti – når historierne ikke er gode.
Så med disse ord vil jeg bare sige dig tusind tak for at du skrev.
Bedste hilsner fra Trine.