Thornings pressemøde – pressens dagsorden

Det var et historisk pressemøde. Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødte for første gang det samlede pressekorps til det ugentlige tirsdagspressemøde i Spejlsalen. Hendes dagsorden var at slå fast, at Danmark har fået en ny og lyttende politisk regeringskultur. Statsministeren inviterede til en ny form for demokrati, hvor beslutninger tages på baggrund af fælles diskussioner og argumenter for og imod. Hun talte om nødvendigheden af at skabe ny vækst i lyset af det miserable budget den nye regering har overtaget fra VKO. Hun talte om en ny udlændingepolitik, om et opgør med retspolitikken på udvalgte områder, ikke mindst at Danmark ikke længere vil sætte børn under 15 år i fængsel, og en revision af knivloven, så håndværkere igen kan have deres værktøj med på arbejde uden at risikere at ende bag tremmer. Hun talte også om den økonomiske krise, som i disse dage er fokus for topmødet i EU. Og endelig rundede hun af med at tale om Libyen, hvor hun slog fast, at Danmark har ydet en stor indsats, som vi alle kan være stolte af.

Efter hendes indledning blev ordet givet frit til repræsentanterne for den danske presse. Var der nogen, der stillede spørgsmål til statsministerens politiske oplæg? Nej. Der var ikke et eneste spørgsmål, der handlede om den nye regerings dagsorden eller politik.  Alle spørgsmål på mødet handlede udelukkende om tre ting. Den dårlige meningsmåling, der gav socialdemokraterne 20,5 procent af stemmerne, diskussionen om løftebrud med akutfunktionen i Svendborg som eksempel og endelig hvordan statsministeren ville have håndteret fyringsrunden i SF, hvis den havde været hos S.

Dansk presse beskylder statsministeren for ikke at have et tilstrækkeligt højt ambitionsniveau. Men helt ærligt, vi er nok nogle, der ville ønske at pressen selv satte barren lidt højere. Det er pressen, der sætter niveauet for den politiske diskurs i Danmark. De har både magten og muligheden for at farve og filtrere budskaberne med det de spørger om, og det de skriver om. Et sådant ansvar forpligter. Pressen udråber sig selv som demokratiets vogtere, men har de så ikke også pligt til at spørge ind til de nye demokratiske spilleregler, som statsministeren lagde op til? Hvad betyder for eksempel borgermodtagelser reelt for borgerne? Og hvad med de øvrige politiske tiltag? Hvilke konsekvenser får opgøret i retspolitikken og udlændingepolitikken? Hvad gør vi, hvis EU ikke løser den økonomiske krise?

Det var Thornings første pressemøde i Statsministeriets Spejlsal. Men det var pressens dagsorden, der prægede den politiske journalistik dagen derpå!