Statsministeren så ikke elefanten i rummet

Helle Thorning-Schmidts første pressemøde som statsminister blev ikke en flyvende politisk start for regeringen. En stor elefant i form af det politiske pressekorps kom i vejen, og statsministerens retoriske strategi for pressemødet mislykkedes. De politiske journalister havde deres egen dagsorden, og fordi Helle Thorning-Schmidt lod som om hun ikke så elefanten, blev hendes dagsorden trampet ned.

Det startede ellers godt
Thorning var smilende, imødekommende og inviterede til samarbejde, borgerinddragelse og samtaledemokrati. Med sig havde hun en dagsorden. En dagsorden som dog ikke interesserede pressekorpset det fjerneste. Hvor Thorning ville skue frem, ville journalisterne tale løftebrud og meningsmålinger. Der var derfor ingen spørgsmål til statsministerens politiske to-do-liste, for journalisterne havde deres egen dagsorden. Deraf elefanten. En elefant i rummet på et historisk pressemøde er, hvad man i retorikkens verden vil kalde for et påtrængende problem. Problemet er retorisk fordi det kan løses ved talerens ord, gøren og laden. For eksempel kunne pressekorpset være blevet påvirket af statsministerens argumentationen, måske endda overbevist. Det blev de ikke! Men hvad gjorde statsministeren galt, og hvad kunne hun have gjort anderledes? Eller sagt med andre ord: Hvad burde hendes rådgivere have rådet hende til?

Statsministerens dagsorden
Statsministerens dagsorden var muligvis ikke spektakulær, men den var ideologisk og lagde trods alt politisk fra kaj. Thorning gjorde klart, at Danmark har fået et lyttende regering. En regering der vægter samtale og argumenter. Alene af den grund burde statsministeren have lyttet på vandrørene og planlagt sin argumentation derefter. Planlagt en passende respons. Den mulighed forpassede hun. I stedet præsenterede hun sin politiske dagsorden, der indeholdt en ambition om vækst, en ny indvandrerpolitik, et opgør med knivloven og den kriminelle lavalder på 14 år. Planen havde desuden fokus på den økonomiske krise i EU og den afsluttede krig i Libyen. Punkter der alle havde potentiale til journalistisk uddybning. Et potentiale, der dog ikke blev forløst, fordi elefanten åndede tungt for at komme til orde.

Pressekorpsets dagsorden
Efter præsentation af den politiske plan åbnede statsministeren for spørgsmål – uden at fodre elefanten i rummet med ét eneste ord om den dårlige meningsmåling eller snakken om løftebrud. Situationen var interessant at overvære, fordi der udspandt sig en retorisk magtkamp i Spejlsalen. Statsministeren havde serveretten og kunne havde afmonteret elefanten i rummet. I stedet blev der lagt arm med pressen. De politiske journalister gik løs på regeringschefen med spørgsmål om meningsmålingen på 20,5 til Socialdemokraterne – den laveste nogen sinde for partiet – og spørgelysten var stor. Flere journalister forsøgte at afbryde Thorning når hun svarede på et spørgsmål. Statsministeren måtte derfor tale igennem for simpelthen at afmærke sit territorium på dette statuerende første pressemøde som landets statsminister.

Elefanten skulle have været håndteret
Helle Thorning-Schmidt forholdt sig aldrig til elefanten i rummet, og undlod derfor det ellers oplagte: at benytte den unikke talerposition til at forholde sig til kritiske røster og en historisk dårlig meningsmåling. Netop fordi politiske journalister har magten til, og muligheden for, indflydelse på den politiske diskurs og dagsorden, burde statsministeren – eller hendes rådgivere – have set elefanten. Den skulle have været håndteret. Thorning skulle have været på lyttende forkant og proaktiv i forhold til pressekorpsets evige hunger efter historier, som lever op til nyhedskriterierne. Havde hun været det fra pressemødets start, kunne hun have afvist at svare yderligere på disse spørgsmål, da ordet blevet givet frit. Sådan gik det ikke. Thorning så ikke, eller ville ikke se, elefanten i rummet, og derfor blev hun trampet ned af journalisternes dagsorden.

Den retoriske pointe
Et påtrængende problem i form af en elefant i rummet bør statsministeren fremover være opmærksom på og forholde sig strategisk til. Ellers drukner hendes politiske dagsorden i journalisternes dagsorden. Den ‘lyttende regering’ burde have lyttet til de journalistiske vandrør på Christiansborg. I stedet lod Helle Thorning-Schmidt elefant være elefant. Det bør hun ikke gøre for mange gange, hvis hun gerne vil have sine politiske tiltag videreformidlet, og hvis hun vil skabe den politiske forandring hun taler om. Pointen er nemlig, at en passende respons på et påtrængende problem, kan give statsministeren mulighed for at forandre situationen. Fordi Thorning ikke fik leveret den passende respons på sit første pressemøde i Spejlsalen, ånder elefanten hende fortsat i nakken på næste uges pressemøde. Se statsministerens pressemødet fra den 25. oktober 2011 her.