50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Thorning har talt. Og skal man beskrive hendes 1. maj-tale med ét eneste ord, så var det en insisterende tale. Insisterende på, at her går det godt. Insisterende på at regeringen gør en forskel. Og insisterende på, at det primært er de andre, der har misset pointen med det hele.

Når jeg skriver vælger ordet insisterende som ramme, er det fordi, at en del af publikum (læs: meningsmålingerne) ikke helt deler ovenstående opfattelse fra Thornings tale. Og derfor – når argumenterne fremføres i spandevis, uden anekdoter eller historier, men som skulle de primært afkrydses i regeringsprogrammet, kommer det til at virke… ja, insisterende.

Det grundlæggende
Talen er velskrevet, forstået som at det er en læsevenlig tekst, med godt, flydende og korrekt dansk. Der er bare et problem. En tale skal leveres. Hvis den skal læses, er det især om 30 år, når YouTube er gulnet. Indtil da betyder fremførelsen, indlevelsen, konteksten og ydre omstændigheder meget for, hvordan en tale kan og skal bedømmes kvalitetsmæssig. Og lige nu er Thornings hold i krise!

En tale skal dertil have et budskab. Endelig skal en tale være tilpasset situationen. Det var allerede tre udfordringer, og mere end bare ét problem. Det overordnede problem for Thorning & Co. er dog, at talen ikke kommer til at gøre nogen vælgermæssig forskel. Læs her hvorfor.

Professor Kock analyserer
Som selvstændig retoriker skal man ikke lægge fagligt arm med professoren. At skrive at man i store træk er enig med landets eneste retorikprofessor, Christian Kock, hvis seneste bog jeg i øvrigt har anmeldt for Dansk Kommunnikationsforening, er desuden patetisk. Så her kommer i stedet et link til Christian Kocks analyse, publiceret på Kforum, af Thornings 1. maj-tale 2013. Men…

Inden du smutter over på Kforum og læser Kocks lange (og selvfølgeligt gode) analyse og kommentarer, så kan jeg alligevel ikke nære mig. Det ville også være for tøset… Derfor kommer her nogle supplerende bemærkninger om den tale statsministeren gav i anledning af 1. maj.

Trine Nebel analyserer
Det fremmeste en tale kan udrette, for taleren og modtageren sammen, er, at skabe en forbindelse! For taleren handler det om at få leveret ét overordnet budskab, der gør indtryk,  som sætter taleren i et gunstigt lys og øger dennes troværdighed i modtagerens optik.

For modtageren handler det ideelt set om at blive talt til som menneske, og dér hvor man er i livet. Og helst på en måde hvor man føler sig ramt (som i set, hørt og anerkendt), så man bliver grebet og tager budskabet med sig videre. Det gør man kun, hvis talerens budskab fylder så meget hos én, at man reelt tager det ind (forholder sig personligt til det sagte) og måske endda formidler det til andre.

Thorning havde i anledning af 1. maj (atter) nationens opmærksomhed i sin hule hånd, og kunne bruge den attraktive air-time på at formidle sin vision for det arbejdende samfund og sin passion for den socialdemokratiske tanke. Og det altså gerne på en måde, hvor mange flere, end afspejlet i de aktuelle meningsmålinger, ville nikke og lade sig rive med.

Det kommer ikke til at ske, fordi vi bliver irriterede over den manglende selverkendelse, de ironiske bemærkninger og det selvgode i Thornings tale, der ikke tager hensyn til det, der med et socialdemokratisk udtryk ville lyde: “De faktiske forhold i jernindustrien” (Storm P, 2015).

Tilføjelser til Kock
Andre tilføjelser til Kocks retoriske analyse af Thornings 1. maj-tale kunne være, at det er tale, der ikke overlader meget til fantasien eller til det indre drive hos modtagerne. Det er absolut at foretrække, hvis taleren kan fremmane en FØLELSE hos publikum om, at taleren GØR en forskel istedet for, at taleren pine-død selv insisterer på at fremhæve det seks gange. Og ja, man vrider sig lidt. Al den stund, at en del af den primære målgruppe enten ikke er enige, eller mener at dén forskel talerens parti gør, måske er til det værre.

Jeg er enig i Kocks ‘Jorden kalder’-henvisning til Enhedslisten, men også her kunne man tilføje, at lidt ydmyghed hos taleren ville øge troværdigheden. Udefra set kunne det anføres, at jorden OGSÅ burde kalde Thorning & Co., der i hvert tilfælde IKKE i nærværende 1. maj-tale formår at give indtryk af at være i ‘sync’ med vælgerne.

Og netop vælgerne er her interessante. 1. maj-taler burde være en lejlighedstale, og er det i retorisk forstand. En lejlighedstale er en tale, hvor taleren slår på fællesskabets værdier og samhørighed og roser eller dadler.

Skal der roses virker det nu engang bedst at gøre det om andre. Derimod kan man komme langt med at dadle sig selv – fx med et glimt i øjet. Den slags retoriske genretræk syntes dog ikke at tynge Thorning, der brugte talen politisk, og stort set holdt den klinisk renset for visioner om arbejdsmarkedet og den traditionelle kamp desangående.

Igen – visioner om arbejdsmarkedet videregives ikke ved, at talen postulerer et tomt: “Frihed, lighed og solidaritet” som talens slutning, når indholdet af ordene ikke FØLES hos modtagerne. Det bliver blot en pligt-ytring, som dingler I luften, uden billeder på nethinden eller eksempler til understøttelse.

Som Kock er jeg derfor enig i, at heller ikke denne tale fra Thorning, desværre for os der er vilde taler, kommer til at flytte noget som helst i forhold til modtagernes oplevelse af afsenderen.

Læs hele Thornings tale
Thornings tale, som skulle holdes mange steder rundt i landet 1. maj 2013, startede på Østerbro i folketingskredsen, hvor statsministeren er opstillet. Her kan du læse talen i sin fulde udskrift.

Endelig, endelig, endelig blev det 1. maj.
Lighed, frihed og solidaritet.
Lige muligheder, uanset hvor man kommer fra. Frihed for den enkelte til at
folde sit liv ud. Solidaritet mellem mennesker. Det er vores værdier. Det
gjaldt i går. Det gælder i dag. Og så langt øjet rækker.

Det er dét, som driver mig. Det er dét, som Socialdemokraterne har bygget
på i generation efter generation. Det er den røde tråd i regeringens arbejde.
Andre på den politiske scene diskuterer hvordan og på hvilket tidspunkt i
valgperioden, man skal gennemføre revolutionen. Dem om det.

Men en ting er sikkert: Det bliver uden Socialdemokraterne. Og ved I
hvad, jeg er overbevist om, at det også bliver uden danskerne.

Kære venner.
Vi står midt i en ny virkelighed. Hvor pengene er få. Men behovet for
forandringer store. Arbejdspladser og virksomheder flytter. Vores børn
skal regne med, at deres arbejdsliv først slutter, når de er over 70 år gamle.
Og de skal regne med, at den konkurrence, de møder fra deres
jævnaldrende i resten af verden, bliver benhård.

Kort sagt: Jorden kalder. Vi har en opgave at løfte. Vi har et ansvar overfor
dem, som kommer efter os. Den opgave har vi Socialdemokrater og vores
venner i regeringen taget på os.

Og ved I hvad. Det kan godt være en lidt ensom oplevelse.
På den yderste venstrefløj er svaret, at mens man venter på revolutionen,
så skal man bare bruge nogle flere penge. Offentlige penge forstås.
Tusindvis af kroner mere i SU. At arbejdstiden skal sættes ned for os alle
sammen.

Når vi siger, at Danmark har et problem med vores konkurrenceevne, siger
man bare: Visse vasse, det kan ikke passe. Det lyder sørme meget
højreorienteret og reaktionært at gå op i, hvordan erhvervslivet har det.
Men jeg anerkender fuldt og helt, at mange danske virksomheder har det
hårdt. Det er et problem, som tillidsmænd og -kvinder har inde på livet
overalt i Danmark. De er bekymrede for deres arbejdspladser. De er
bekymrede for, om de også har et arbejde om et og fem år.
Jeg forstår dem. Det er deres job, som er på spil.

Så jeg sætter mig ikke over i et hjørne med armene over kors og siger, at
det med de sure tider, det er noget, som nogle økonomer har opfundet.
Nej, jeg og regeringen gør alt, hvad vi kan for at gøre virksomhedernes
vilkår bedre. Så de kan konkurrere. Så de kan sikre arbejdspladser.

På samme måde er de borgerlige faldet ned i gryden med ideologisk
snæversyn og gamle automatreaktioner. Deres svar er nedskæringer. Og
skattelettelser til de rigeste familier i Danmark. Jo større, jo bedre.
De tror, at den offentlige sektor er en del af problemet og ikke en del af
løsningen. Men de vil helst ikke tale så højt om det.
De har derimod travlt med at indrykke annoncer i avisen om, hvor dygtige
de var.

De glemmer blot at fortælle, at de i 00’erne var mere optagede af, at det så
rigtigt ud end at gøre det rigtige. Det rigtige for Danmark.
Men man kan ikke spinne sig ud af krisen. Der kommer ingen nye
arbejdspladser ud af personlig forfængelighed.
Så jo, det kan godt være lidt ensomt at være regering i Danmark. Og tro
mig, det giver knubs sådan at blive skudt på. Fra højre og venstre. Fra
morgen til aften. Dag ud og dag ind.
Men ved I hvad, det passer mig fint.
For jeg er overbevist om, at det er bedst for Danmark, når det er os, som er
i førersædet. For Socialdemokraterne gør en forskel.

I år har over 250.000 af vores fattigste pensionister fået en økonomisk
håndsrækning. Ældrechecken er hævet med 4.500 kroner. Det kan mærkes.
Det giver tryghed for vores ældre. Vi gør en forskel.

Vi siger klart og tydeligt til de enlige forsørgere: Jo, dine børn har brug
for, at du er i arbejde. Vi har brug for, at du er i arbejde. Derfor hæver vi
fra 1. januar beskæftigelsesfradraget ekstra for den enlige forsørger.
Det er fair. Vi gør en forskel.

For to år siden sagde jeg 1. maj: Vi vil ikke parkere mennesker på
kontanthjælp. Og slet ikke de unge. Nej, vi vil stille krav. Ikke for at
genere. Men fordi vi kærer os om hinanden. Nu sker det. Vi afskaffer
ganske enkelt kontanthjælpen for unge under 30 år uden uddannelse. De
skal i uddannelse eller gøre en nytteindsats. Så hurtigt som muligt.
Det er solidaritet med de unge. Vi gør en forskel.

Gennem næsten 10 år blev de private hospitaler forgyldt af den borgerlige
regering. Det er slut. Og det er slut med skatterabatter på
sundhedsforsikringer. Vi står fast på den frie og lige adgang til sundhed.
Vi arbejder målrettet på at forbedre omsorgen for den gruppe danskere,
hvor et tungt sind formørker selv den mest solrige dag. Vi gør en forskel.

Spørg de olieselskaber i Nordsøen, som skal finansiere elektrificeringen af
tognettet og timemodellen mellem vores landsdele, om de kan mærke, der
er kommet en socialdemokratisk regering. Mon ikke de kan. Nu, hvor de
skal betale 27,5 milliarder kroner til den kollektive trafik.

Vi gør en forskel. Og derfor er det en god 1. maj.
I dag ved vi, hvor dyb krisen er. Den har kostet langt over 100.000
arbejdspladser i den private sektor. Pengene mangler i vores fælles
regnskab. Der er røde tal på bundlinjen.

Men det kan jo først og fremmest mærkes for den enkelte, der ikke
længere er en del af arbejdsfællesskabet. For familierne, der oplever
utryghed og usikkerhed.

Lad mig sige det helt klart: Mangel på arbejdspladser er først og sidst en
menneskelig udfordring. Arbejde giver værdighed. Arbejde giver
fællesskab. Arbejde giver selvstændighed.

Men vi må aldrig glemme, at alle kan blive ramt af arbejdsløshed. Og det
er et fælles ansvar at hjælpe de mennesker, der bliver ramt af ledighed.
Ligesom det er et fælles ansvar, at vi taler ordentligt til hinanden. Jeg vil
ikke acceptere, at mennesker bliver set ned på, fordi de står uden arbejde.
Vi skylder vores unge, at de kommer med. Vi skylder vores ledige, at de
kommer tilbage i job.
Men vi står også ved en skillevej. For vi er nødt til at forstå, at vi har brug
for at skabe flere arbejdspladser i den private sektor.

For at citere tidligere finansminister Palle Simonsen, så er problemet ikke,
at den offentlige sektor er for stor. Problemet er, at den private sektor er
for lille.

Vi har brug for, at der bliver skabt ny velstand til ny velfærd.
Vi skal have dansk økonomi i balance igen. Den offentlige sektor skal
støtte den private bedre. Det har været regeringens mål fra dag ét.

De sidste 30 år har der ikke været et tidspunkt, hvor der har været flere
offentlige investeringer end i 2012. Og vi fortsætter i år. Broer, veje,
jernbaner. Boliger bliver renoveret. Gårdanlæg bliver istandsat. Kloakker
bliver fornyet.

Overalt i Danmark bliver der investeret i at skabe arbejdspladser.
I sidste uge indgik regeringen en stor aftale med et bredt flertal i
Folketinget om en vækstplan for Danmark.

Vi gik til valg på at bryde med 10 års blokpolitik. Det er lykkedes. Det er
ikke længere et parti i Folketinget, der beslutter alt. Kan I huske, at når Pia
Kjærsgaard sagde hop, så hoppede den borgerlige regering? Det er slut.
I dag arbejder vi sammen om at finde løsningerne. Man får ikke alt, hvad
man ønsker sig. Men fælles løsninger er stærke løsninger.

Det gælder også for vækstplanen, som er en plan på mere end 90 milliarder
kroner. Venstre har kaldt det en fin lille plan. Mon ikke Løkke snart skulle
fremlægge sin egen plan? Så kan vi jo selv afgøre, hvad der er stort og
småt i Løkkes verden.

I min verden er det godt, at virksomhederne får bedre mulighed for at
fastholde og skabe arbejdspladser. Når vi afskaffer Løkkes lastbilsafgift, er det godt for de
produktionsvirksomheder, som ligger uden for de store byer.

Når vi sænker spildevandsomkostningerne, er det godt for virksomheder,
som bruger meget vand. Det giver arbejdspladser på vores slagterier.

Når vi øger momsfradraget for hotelovernatninger, giver det
arbejdspladser på hotellerne.

Når vi investerer en milliard kroner i voksen- og efteruddannelse, får
tusindvis af mennesker mulighed for at blive dygtigere.

Når vi investerer i kystsikring og bruger penge på at rive faldefærdige
boliger ned, er det godt for de områder, som har langt til Rådhuspladsen i
København.

Og når selskabsskatten kommer ned på niveau med Sverige, sætter vi et
værn op for at beskytte danske arbejdspladser. Og det bliver mere
attraktivt for en virksomhed at slå sig ned i Danmark.

Men vi sænker selskabsskatten på vores måde. Ingen skattelettelse til
bankerne og Nordsø-olien. Alle skal bidrage. Også bankerne.
Med vækstplanen får vi råd til en lille vækst i den offentlige sektor. I 2020
vil der være 10.000 flere ansatte i det offentlige. Vi har brug for dem. For
vi har brug for en stærk offentlig sektor.

Hvad vil Venstre?
Indtil videre ved vi kun, at Venstre vil have nulvækst, sikre at de rigeste
familier undgår at betale arveafgift, og så vil de have billige sodavand. Ok.
De fik billige sodavand, og det kan være fint nok.

Men det bliver ikke med os, at arveafgiften for de rigeste bliver afskaffet.
Og nulvækst er ikke vejen frem for Danmark. Nulvækst er Venstre vækst.

Vi vil en anden vej.
Vi vil have råd til at investere i uddannelse, i vores ældre og i sundhed. Vi
har brug for, at der bliver investeret i fællesskabet. Investeret i mennesker.
Frem mod 2020 vil Socialdemokraterne og regeringen bruge omkring 25
milliarder kroner mere på vores velfærd. Venstre vil bruge 0 kroner ekstra.
Vi gør en forskel.

Kære venner.
Der er en gruppe, som vi skylder en særlig indsats. Vores børn.
Prøv at tænke tilbage på den nysgerrighed og de røde kinder hos jeres børn
den første dag i skole. Den lille hånd, som holdt ekstra hårdt i mor og far
på vej ind til det store eventyr, som hedder skolen.

Tænk på, hvor meget jeres egen skolegang har betydet for, hvem I er i dag.
Folkeskolen er vores alle sammens. Men den er mest af alt børnenes.
Derfor er det ikke til at bære, at der i hver eneste skoleklasse sidder 3-4
elever, som ikke lærer det, de skal kunne, når de går ud af skolen.
Det er rigtig, rigtig mange børn.

De børn, som kommer mest i klemme, er de børn, der kommer fra hjem,
hvor forældrene selv havde svært ved at få greb om det med at lære.
Det skal vi have ændret. Vi vil gøre en forskel.

Derfor skal folkeskolen have et løft. Vi skal have engelsk fra første klasse.
Børnene skal have flere dansk- og matematiktimer. Og de skal bruge mere
tid sammen med deres lærere.

Men det skal ikke kun være mere af det samme. Skolen skal have nye
aktiviteter. Hvor børnene får rørt sig. Hvor de lærer på en ny måde.
På den måde får vi en sammenhængende skoledag.

I mandags stoppede lockouten af lærerne. Det var en skarp faglig konflikt.
Og til sidst var regeringen nødt til at gribe ind. Det ville ikke være
ordentligt overfor 9. klasse og 10. klasses eleverne, hvis deres
afgangsprøver gik op i lockouten.

Det er ikke alle, som var enige i, at konflikten skulle stoppe. Til lærerne vil
jeg gerne sige: I er dygtige, og vi har brug for jer til at gøre en god skole
bedre.

I en faglig konflikt bliver tonen hård. Også hårdere, end den behøver.
I mandags så vi alle sammen, hvor glade børnene var for at komme tilbage
i skolen. På samme måde som vi så, at lærerne var glade for at være
sammen med deres elever igen.

Nu skal vi have en skole, hvor børnene lærer mere. Det er en opgave vi
kun kan løse sammen. Lærerne, skolelederne, eleverne, forældrene,
kommunerne og os på Christiansborg. Sammen har vi ansvaret for, at
skolen er et godt sted at lære og et godt sted at være.

Det kræver noget af os alle sammen. Men jeg er overbevist om, at det vil
lykkes. Det skylder vi hinanden. Og ikke mindst vores børn.
Regeringen har haft ansvaret i halvandet år.
Og vi er slet ikke færdige med at sikre Danmark i en svær tid.

Vi har så meget, vi skal nå endnu:
Vi skal styrke kampen mod social dumping. Vi skal ikke acceptere
lønninger på 50-70 kroner. Man skal kunne leve af sin løn.
Vi skal have lighed i sundheden. Hvorfor skal de rigeste leve 10 år
længere end dem, der har mindst?
Vi skal have den bedst uddannede generation i Danmarks historie.

Kære venner.
Vi når kun vores mål, hvis vi rækker ud efter dem i fællesskab. Og kun
hvis vi først og sidst tænker på, hvad der er bedst for Danmark.
1. maj er godt i gang.

Det er en dag, som er fuld af historie. Vores historie. Men det er også en
dag, som rummer svarene på fremtidens udfordringer.
Nemlig frihed, lighed og solidaritet.
Kan I have en fortsat god 1. maj.