50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Arbejder du med branding og omdømme for et firma, en kommune, en organisation eller en forening, kan du så let som ingenting kopiere Obama og arbejde strategisk med jeres brandværdi. Det handler ikke om taler, selvom det ved første øjekast kan se sådan ud!

Præsidenten for USA holder ikke nytårstale. Han – måske snart hun – holder en årlig State of the Union, der følges med interesse verden over. Man behøver ikke være nørd for at følge med i tilblivelsen af talen. Det er tilstrækkeligt at være interesseret i brandværdi, sociale medier eller taler – hver for sig eller som i mit tilfælde kombineret.

Mere end en nytårstale
State of The Union er en meget lang tale, der som vores egne nytårstaler, følger op på året, der er gået, men som især forholder sig til året, der kommer. Der bliver lagt enorme arbejdsmængder i arbejdet med talen, der starter flere måneder i forvejen.

Og har man set den amerikanske tv-serie The West Wing, er det ikke svært at forestille sig, HVOR mange interesser og målgrupper, der skal tilgodeses i talen.

Men ét er alle de politiske målgrupper, der følger hver en sætning i den timelange tale, for at høre om de er i præsidentens søgelys. Noget andet er den målgruppe, nemlig os, der kan følge tilblivelsen af talen. Og som synes det er ret fedt!

Kig i kulissen
Obama og hans kommunikationsfolk gjorde noget nyt (igen) i år. De inviterede os med ‘behind the scenes’. Med billeder, videoer og små insiderkommentarer gav de mulighed for, at fans og followers kunne komme ‘næsten’, med ned i kommaerne på talen. Det gør de ikke af gæstfrihed, men fordi det øger Obamas brandværdi som en afsender, der tager sine fans og followers alvorligt. Og det virker!

Mandag 27. Januar 2014 kunne man på Det Hvide Hus’ hjemmeside læse overskriften: “Be a part of The State of The Union”, og i en medfølgende video fortalte White House Chief of Staff, Denis McDonough, hvordan man fra alle devices kunne følge tilblivelsen af talen.

Alt fra hvordan talen forbedres helt op til afholdelsen, til de overvejelser, der gøres i arbejdet. Obamas ‘departementschef’ ligefrem lovede, at der ville være detaljer fra The State of THE Union, der ikke kunne findes andre steder. Tyg lige på dén igen; Detaljer der ikke kan findes andre steder! (Det vil alle fans elske big time!)

Giv noget særligt væk
For firstmovere, true fans og spredere af word of mouth er ‘detaljer, der ikke findes andre steder’, en unik mulighed for at komme tæt på afsenderen, føle sig speciel, indsigtsfuld, ekstra oplyst og taget alvorligt.

Og hvilken afsender, der dagligt tygger på, hvordan der bedst kan opbygges brandværdi, arbejdes med omdømme, og hvordan mængden af loyale fans øges, ville ikke ønske, at de kunne give netop deres målgruppe den samme følelse.

Vi ved alle at hemmeligheder, fortroligheder og unikke indsigter øger vores opmærksomhed, pirrer vores interesse og giver os en følelse af at være udvalgt. Det er meget få afsendere i Danmark, der arbejder fuldtonet med at give deres modtagere en helt særlig behandling. Vi er stadig dér, hvor mange synes det er lidt tjekket at være aktiv på sociale medier, men hvor brugen ikke for alvor sættes ind i en langsigtet strategi, der skal øge brandværdien og forbedret omdømmet og dermed tiltrækningskraften.

Den lovlige kopiering
Obama og hans stab ikke bare taler om inddragelse. De gør det faktisk. På Det Hvide Hus’ hjemmeside, fik State of The Union-talen sin egen underside fyldt med goodies som fx storify’s og billeder af diverse taleudkast.

Og tiltaget kan I kopiere. Det er ikke engang ulovligt. Statsministeren kunne til enhver tid gøre det samme som Obama, men inddragelse er ikke kun forundt politikere. Alle ledere og brandansvarlige kunne med fordel kopiere Obamas strategi.

Med sociale medier er det blevet så uforskammet nemt at lave små videoer, Vines, Snaps, real-time-svar, tweets og linkssamlinger i fx løbende Storifys, at det kan undre, at stort set ingen danske afsendere arbejder strategisk med at give deres målgruppe nogle indsigter, glimt og detaljer, der ikke kan fås andre steder.

Kom vi gående ‘i skoven’ (af nye publiceringskanaler) og der lå guld og flød på stien, ville de fleste af os samle det op.

Inddragelse er menneskeligt
Med reel inddragelse og reelle kig ind ‘behind the scenes’ kan enhver afsender skabe loyalitet, brandværdi og ægte fans. Det er sådan man arbejder langsigtet med sit omdømme, og det er sådan man skiller sig ud i mængden af informationsmuligheder modtageren har. Det er sådan set bare at komme i gang. Så her til sidst…

En rapport fra 2012, lavet af Forbes Insight i samarbejde med konsulentfirmaet Turn, der undersøgte “New rules of engagement”, konstaterede, at der faktisk er et relativt stort gap mellem afsenderens og modtagerens oplevelse af engagement.

Virksomheden føler i langt højere grad, at de engagerer, end modtageren føler sig engageret. Og det er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem ‘likes’ og loyalitet, når målgruppen skal købe eller tilvælge.

Den korte udgave er, at likes ikke udtrykker reel brandværdi. Og den lange udgave er, at det som altid er et stort arbejde, når man skal arbejde langsigtet og strategisk med sit omdømme.

Men selv små tiltag starter et sted. Og hvorfor ikke starte et stort sted? Med at kopiere Obama, og hvordan Det Hvide Hus brugte sociale medier og egne platforme, herunder en blog, til at engagere deres målgruppe på en transparent, innovativ og ret inddragende måde.

Med den mest tilgængelige og interaktive tilblivelse af State of The Union – ever! Klik selv ind på http://www.whitehouse.gov/sotu og lad dig inspirere af de frit tilgængelige godter.