50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Forleden var jeg inviteret i Go’ Aften Danmark for at sige et par ord om takketaler forud for årets Danish Music Awards i Forum. Ugen efter var der Dansk Fodbold Award, så der var nok at takke for, men spørgsmålet i studiet lød, hvordan man holder en god takketale og hvad taleren skal overveje?

De første takketaler – i retorikken kaldet lejlighedstaler – kendes helt tilbage til for 2500 år siden. Takketaler har visse lighedshedtræk med andre situationsbestemte taler som fx nytårstalen.

De klassiske træk
Man kan kende en takketale på, at taleren roser det fælles og riser det splittende. Nogle af de første lejlighedstaler vi kender, er gravtalen, hvor taleren skulle lovprise fædrelandet, forfædrene og personer man havde mistet siden sidst. Der kunne også indgå klager over noget andet trist eller tabt, og det var kærkomment at trøste samt udvise omsorg i forhold til de efterladte.

Overført på takketaler af i dag – der desværre i alt for høj grad ligner hinanden, fordi taleren ikke for alvor har forberedt sig og ikke har noget afgørende nyt på hjerte – er der visse lighedstræk.

Nutidens takketalere slår også på det fælles. Ofte er talerne ret indforståede og synes at henvende sig mere til kollegaerne i branchen, skønne på samhørigheden dér og de faglige rammer, der binder talesituationen sammen. Det være sig sportsverdenen, filmverdenen eller musikverdenen.

Den typiske takketale
Vi har set ‘en million’ takketaler på TV, og det typiske er selvfølgelig ikke længere at prise fædrelandet, men så i hvert tilfælde de omgivelser, der har gjort taleren til den personlighed, taleren opfatter sig selv som. Ofte vil ‘forfædrene’ – altså mor/far/nær familie – også blive rost, og i en moderne kontekst desuden nære venner og betydningsfulde kollegaer.

Sjældent ser man en taler kritisere noget, dadle som det oprindeligt hed i retorikken, men det sker og er ‘kritikken passende’ kan en god lejlighedstale faktisk slippe afsted med at rise det, der splitter samfundet og fællesskabet.

Her til slut får du Nebels 9 Noter med konkrete råd til din kommende takketale.

Nebel 9 Noter om takketaler
Nebels 9 Noter om takketaler er til dig, der har ambition om IKKE er gentage alverdens forrige anonyme og same-same-takketaler, men som ønsker at holde en takketale, der bliver husket og gør indtryk. I så fald skal du som taler lægge vægt på:

  • Talen og taleren skal have noget på hjerte
  • Talen og taleren skal virke oprigtig
  • Talen skal være bundet til situationen
  • Talen skal have et koncentrat
  • Talen og taleren skal have fokus på nu’et
  • Talen skal påpege det der samler og forener
  • Talen må gerne pege intelligent fingre af det usolidariske og splittende
  • Talen skal have en indledning og en afslutning, der gør indtryk
  • Talen må gerne højne den kultur og de idealer samt værdier der binder publikum sammen

Tre eksempler
Måske så du indslaget i Go’ Aften Danmark og hørte kommentarerne, men ellers kommer her de tre eksempler, vi gennemgik ganske kort i studiet.

Det første eksempel er Marcus, der spillede antihelt i filmen Klovn. Marcus vandt, som det er meningen med antihelte, publikums hjerter som den dreng mellem Casper og Frank, der mildest talt ikke oplevede eksemplariske voksne på den ‘dannelsesrejse’ Casper og Frank tog Marcus med på.

Samhørigheden og vores sympati med Marcus’ figur i filem påvirker takketalen (der ikke bliver holdt med ord), men som er ekstremt bundet til situationen, og viser Marcus som oprigtig. Hans ordløse ‘tale’ forener publikum.

Det andet eksempel er fra Hollywood, hvor skuespilleren Gwyneth Paltrow i 1999 vinder en  Oscar for sin rolle i Shakespeare in Love, og hvor talen bliver alt for selvcentreret og nærmest lukker sig om taleren selv om den verden hun indgår i.

Der er følelser, ja, men det bliver patetisk, fordi der er alt for mange af dem, hvorfor situationen bliver upassende for publikum.

 

Det tredje eksempel er også fra Oscar-uddelingen og går tilbage til 1973, hvor Marlon Brando skal modtage prisen for bedste skuespiller i The Godfather.

Skuespilleren vil ikke modtage prisen, men sender indianeren Littlefeather op på scenen med et umisforståeligt budskab om, hvad Marlon Brando mener om undertrykkelsen af en minoritet – altså kritik af det , der som splitter. Noget nutidig og koncentreret.

Rigtig god fornøjelse med din kommende takketale!