Jeg har næsten mødt Obama

At få lov til ikke at møde Obama. Sådan kunne indlægget også hedde. Men lad mig starte et andet sted. Præsidenten er her! Right next to me, og her sidder jeg så! Kun 40 meter fra Obama, i fugleflugtslinje, men uden at kunne se ham, og uden formentlig nogen sinde at få ham rigtigt at se!

Jeg opholder mig i Democratic National Headquarter i Washington DC, og i kælderen ved siden af kampagnekontoret, ligger Demokraternes eget tv-studie. Vi er smidt op fra kampagnekontoret, mens Obama optager en reklame til tv.
Uden for er der fyldt med Secret Service, politibiler, hunde, skydevåben under jakkesæt og motorcykelbetjente, mens Obamas egen bilkortege er i garagen under huset.

På en måde
I tirsdags var jeg i tv-studiet, hvor Obama er nu, og jeg så garagen i onsdags, da jeg forlod kampagnekontoret, og ti mænd i jakkesæt og med noget, der lignede billige kinabøger, gik rundt og noterede flittigt.

Der er næsten som at være der selv. Så tæt på. Så få meter fra, og så alligevel lysår væk fra manden, hvis kampagne, jeg er taget over for at voluntere i. For i det mindst at foretage mig noget, en slags ud-af-kroppen-reaktion, skriver jeg på Facebook, inde fra Democratic National Headquarter, mens Obama er ‘under mine fødder’, og jeg på en måde for hans…

Og hvad der siden skete
Nogenlunde som ovenstående skrev jeg faktisk på Facebook, mens jeg næsten, men også kun næsten, kunne mærke mine fodsåler brænde. Allerede om ved ankomsten til hovedkvarteret, var vi blevet visiteret, og selvom ingen ‘vidste noget’, og kunne sætte navn på, hvilken ping der aflagde besøg i Demokraternes tv-studie, gik der ikke længe, før alle var klar over, hvad der foregik.

Når jeg skulle tisse (og det skulle jeg ofte, for kun ude på gangen kunne jeg sprog-gnubbe mig op af en Secret Servicemand), blev jeg metaldetektor-undersøgt, hver gang jeg kom ud fra toilettet igen, uanset at toilettet kun lå 12 meter fra dagens midlertidige kampagnekontor – nu ikke i kælderen, men i stueetagen – tæt på hoveddøren og trappen foran Democratic National Headquarter.

I am from Denmark
Alle disse ‘møder’ med sikkerhedsfolkene, forspildte jeg selvsagt ikke. Og de var faktisk helt ok. Lidt latter blev det efterhånden også til. Frækhed, krøllede tær samt gå-på-mod belønnes, skulle jeg senere lære.

Jeg er fra Danmark…  Jeg er rejst så langt…  Jeg er meget interesseret i reputation… Og taleskrivning… Det er faktisk mit arbejde… Og retorik… Og min bog… Og Præsidentens veltalenhed… I Danmark kalder vi jer, der var her i onsdags, for ‘front-runners’… Det ved jeg fra min (beeep…) Som er ditten-dutten-datten i dansk politi…

Og fanden og hans pumpestok og udslået hår. (Om jeg skammede mig? Ja, jeg gjorde. Men jeg var ude i et større og andet ærinde end min forfængelighed!)

På et tidspunkt fik jeg lov at stille mig ud på trappen foran huset. Mere sprog-gnubning. Heldigvis er mit engelsk ikke bedre, end at det gav unikke og øgede muligheder for – hvor har vi det skægt sammen, mens vi venter på Obama – kommunikation.

Må jeg ikke få lov at stille mig i krydset. Bare sådan lige på det korte hjørne. Jeg lover ikke at genere.  Nu kender vi jo lissom hinanden. Og jeg er blevet visiteret 21 gange, foruden at jeg ‘ligger’ med navns nævnelse i systemet.  Så..? Not!

Tiden gik.  Og gik. Solen skinnede, det var over 20 grader, og min trøje var grøn som en dansk nys udsprunget bøgeskov, hvilket jeg sent vil glemme. Sikkerhedsfolk kom og gik. Op til trappen. Og op og ned langs husmuren.

Dig i den grønne trøje
På et tidspunkt sker det lyksagelige, at en sikkerhedsmand på hjørnet hundrede meter væk, tager håndledet op til munden (for at tale i mikrofonen). En anden sikkerhedsfyr, 10 meter fra mig, peger pludselig på mig, og siger:

Hey dame, dig i den grønne trøje, løb ned til krydset, og gør nøjagtig, som der bliver sagt!

Af sti afsted. Trine ikke 41 år, men 14 år, tværsummen er den samme, og let på tå. Næsten som en (aldrende vintage) gazelle. Her har I mig. Fra sikkerhedsmand til sikkerhedsmand blev jeg gennet videre over krydset, hvor fra jeg kunne se tilbage på hovedkvarteret, og dermed skråt mod den garageport, der som Aladdins Hule, gemte på en stor skat.

Stå her.  Og kun her. Herfra kan du se, når præsidenten forlader kælderen, og ja, du tage alle de billeder du vil. God fornøjelse dame!

Så så man lige mig, i grøn trøje, blusende kinder og svedklistret mobiltelefon. Stående mutters alene, omringet af mænd, alskens sikkerhed og isenkram, i et total ryddet vejkryds foran garagen til Demokraternes hovedkvarter i Washington DC. Før inde i huset. Nu udenfor.

40 meter fra Obama – igen
Præsidentens reklamespot var færdig. To timer havde vi været i samme bygning. Motorcykelbetjentene sadlede op, og jeg var kampagne-lykkelig på en ikke-definérbar måde. Obama ville jeg ikke få at se – for alt i kortegen er tonet sort – men jeg ville få hans bil(er) at se…, og i et absurd anfald af selvovervurderet ego, ville Obama få mig at se. For der var ikke andre grønne damer i krydset. Faktisk var der slet ikke nogen eller noget andet i krydset. End mænd. Og mig.

Jeg fik optaget tre små korte videoer. Her er den sidste, hvor Obama forlader Demokraternes hovedkvarter i Washington DC. Måske kan nerven fornemmes.  Mit kommentarspor blev aldrig et spor, men blot fire fonemer (lyde), for da først kortegen kørte forbi mig, forsvandt ordene, mens en indre stemme råbte: “Brug for en dansk retoriker i kampagnen?”

Morale
Det tog mig flere timer at falde ned. Og oploade video til Youtube. Et ordsprog siger, at alt godt kommer til den, der venter. Et andet lyder vist nok, at man lærer at blive glad for lidt. Ala: “Jeg har set sorte biler i dag“.

 

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

Skriv et svar