“Sådan er det jo”. Om slogans og punchlines

På Radikale Venstres sommergruppemøde i august blev Margrethe Vestager citeret for at svare: “Sådan er det jo”, på spørgsmålet om de mange ledige, der til nytår står uden dagpenge. Kommentaren affødte en storm på Facebook hvor knap 40.000 danskere gav udtryk for, at Margrethe Vestager med bemærkningen virkede arrogant og kynisk.

I weekenden holdt de radikale så landsmøde og Margrethe Vestagers landsmødetale indeholdt ikke færre end ni gange Sådan er det jo. Efterfølgende kunne man læse på Ritzau, at den politiske kommentator Hans Engell udtalte, at de ni gentagelser af sådan er det jo, var en bevidst måde at tage brodden ud af en udskældt sag. Engell mente at Vestagers nye punchline:

  • var rigtig, rigtig klog
  • demonstrerer humor og selvironi
  • understreger, at RV står ved sin politik
  • lukker diskussionen af på en fin måde
  • er en morsom sætning, MV kan bruge fremover

Læsere af denne blog kender præmissen. Jeg er rådgivende retoriker, omdømme-nørd, taleskriver – og medlem af Radikale Venstre. Retorik, analyser, blogindlæg og bogskriverier er en del af mit arbejde. Det gælder derfor også når Kommunikationsforum beder mig levere en retorisk analyse af ytringer fremsat af medlemmer fra Radikale Venstre. Arbejdet kalder. Og der gælder ingen kære mor eller særregler.

Til sagen om punchlinen sådan er det jo. Lad os dykke ned i analysearbejdet. Jeg advarer om et langt indlæg 🙂
Om både slogans i almindelighed og politiske punchlines i særdeleshed.

Første gang sådan er det jo lød fra talerstolen, grinede de 408 landsmødedelegerede højlydt, også anden gang. Tredje og fjerde gange var der stadig spredt latter. De sidste fem gange var der ingen, der lo. Om det skyldes en anden kendt punchline – nok er nok (Gitte Seeberg) – skal være usagt.

Slogan og punchlines
Når organisationer, virksomheder, partier og politikere skal (re)vitalisere sig selv, indgår et slogan eller en punchline ofte på ønskesedlen. I skyndingen kan en afsender få den tanke, at et slogan er lig ens brand. Det ville være nemt, hvis det faktisk forholdt sig sådan. I så fald er det bare med at få fat på en ferm ordsmed, og så ellers læne sig tilbage. Men ofte forholder det sig omvendt. At slogangs højst indgår i modtagerens opfattelse af en afsenders brand, eller at sloganet eller punchlinen vokser sig større end brandet. Selv en politik-ignorant vil fx i søvne kunne svare, at det var Poul Schlüter, der betonede, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Siden blev bulen af møg under selv samme gulvtæppe så stor, at Schlüter som bekendt skattede i gulvtæppet.

Ironi
Når man arbejder med taler, hvor humor, ironi og selvironi skal integreres, bevæger man sig på en knivsæg så skarp som på det samuraisværd, der skar Whitney Houstons silketørklæde over i filmen Bodyguard. Det kan så nemt gå galt. Det, der er hamrende sjovt når man skriver talen, og læser sentenser op for de nærmeste disciple, skal også være sjovt, når talen leveres til, og modtages af, et publikum. Og ikke mindst skal det sjove også være sjovt i talens efterliv. Jeg fristes til, som Erling Olsen huskes for at have sagt, at man hellere i en tale må tabe ansigt, end at miste hovedet. Hellere gøre en indrømmelse end sig selv en bjørnetjenste (i talemådens oprindelige betydning forstås).

Det var således oplagt at tage udtrykket sådan er det jo med i den landsmødetale som Radikale Venstres partileder, Margrethe Vestager, holdt den forgangne weekend. Men når latteren så havde lagt sig – første, anden og i lykkeligste fald tredje gang – ville en eftertænksomhed, indlagt i talen, måske have været bedre for Vestagers etos, der i forvejen lider under, at partiformanden er blevet kaldt for arrogant af knap 40.000 danskere på Facebook.

Kort om Aristoteles
Aristoteles har engang sagt, at det altid er på appelformen etos, omdømmet kan komme under pres. Kort fortalt udgøres Aristoteles’ etos af tre meget overordnede troværdighedsdyder bestående af dygtighed, imødekommenhed og moralsk habitus. På det sommergruppemøde, hvor den nok så omtalte konstatering sådan er det jo, første gang blev sagt, lød kritikken (oversat til Aristoteles dyder), at Vestager havde overtrådt reglen for imødekommenhed, ved ikke at udvise forståelse for de dagpengemodtagere, der risikerer at stå uden indkomst fra nytår.

Vestagers politiske hensigt
I kommunikation er alt kontekstafhængigt og må derfor tage højde for, hvad der er hensigtsmæssig i situationen. Hvad der derfor virker på ét publikum i én situation, kan være helt ude af kontekst og uhensigtsmæssig i en anden situation. Så hvad var det mon Margrethe Vestager ville slå fast (punche) med sin punchline – en kort effektfuld pointe eller overskrift (ODS, Ordbog over det Danske Sprog).

Måske ville Vestager signalere, at hun står fast? At der ikke er noget at rafle om, fordi de politiske forhold og landets økonomi er, som de er? Måske ville hun demonstrere, at tiden med Socialdemokraterne nu er en anden end dengang, hvor Svend Auken blev kendt for punchlinen om, at: “Radikal politik er som at sømme budding op på væggen”.

Èt er sikkert. Noget har Vestager ville pointere. Men spørgsmålet er, om en punchline ala Sådan er det jo, får den ønskede langvarige effekt, som er idealet for taler.
I landsmødetalen lød det på et tidspunkt om partiet Venstre: “Vores gamle venner i Venstre ved du, hvor du har. Og for tiden er det i opposition. Sådan er det jo!”.
Når man gør som Vestager, og indlægger en passus i talen, hvor man skuer bagud, og selv river et andet parti en tidligere ytring i næsen, må man vide, at den situation så let som nyfalden sne, kan overgå også en selv.

Effekten af et slogan eller punchline
Umiddelbart kan drilleriet af partiet Venstre kategoriseres som en lystig replik. Men som talen også bemærkede, så vender forholdene i politik altid på et tidspunkt. Og det kan ske, før man aner det.

“Træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke hos Radikale Venstre. Og bare rolig, vi skal nok komme i modvind igen”, lød erkendelsen fra Radikale Venstres vicestatsminister. Og det er, når modvinden kommer, at en punchline for alvor skal stå sin prøve. Det er dér, vi finder ud af, om det var rigtig, rigtig klogt, om sætningen lukker diskussionen, og om det fortsat vil være en morsom sætning Vestager kan bruge fremover.

Eller om sådan er det jo, risikerer at blive en ulidelig boomerang, når et andet politisk flertal vedtager love og regler, der strider mod den radikale politik og selvforståelse.
Det være sig indførelsen af nye grænsebomme, strammere vilkår for asylansøgere, nedsættelse af SU’en, forringelse af uddannelsessystemet eller udeladelse af en afstemning om EU-forbeholdene. Svaret fra den politiske modstander vil med ‘statsgaranti’ og et overbærende skuldertræk lyde…: Sådan er det jo!

Strategisk arbejde med omdømme
Jacob Haugaard havde engang en talemåde, der lød: “Politik er en jagt på ledige synspunkter. Lægger vi Jacob Haugaards præmis til grund, må man samtidig spørge om dén jagt, kan blive for ihærdig. Margrethe Vestager er netop blevet kritiseret for at udvise manglende menneskelige egenskaber, manglende imødekommenhed, og det hun i talen selv fremhævede som: “Selvfølgelig er vi også bedrevidende, ulidelige og selvfede. Sådan er det jo!”.

Når man skal arbejde strategisk med sit omdømme, herunder modtagerens perception af hvem man er, og hvad man står for, er det i en tale helt afgørende at gennemtænke samtlige ytringer, der kan styrke eller svække modtagerens opfattelse af afsenderen. For at omskrive en anden talemåde, er det kun en tåbe, der ikke frygter (folke)havet.
En punchline, der risikerer at blive en ‘det-kan-du-selv-være-boomerang’ bør af samme grund bruges yderst varsomt.

De fleste afsendere vil hellere huskes for gode gerninger, end ingen gerninger, og hellere huske for det, som blev gjort end det, som blev sagt. Hvem husker fx ikke Anders Fogh Rasmussens hyppige brug af punchlinen: “Der er ikke noget at komme efter”, der måske netop endte med at forstærke mistanken om det modsatte.

Sådan er det jo
Lad os derfor kigge på de fire ord, der ser ud til at være Margrethe Vestagers nye punchline. Ni gange på en lille halv time konstaterede Margrethe Vestager, at sådan er det jo. Men hvad ligger der egentlig indlejret i de fire små ord, der udgør en let skuldertrækkende sætning, med et strejf af Bare ærgerligt Sonny Boy (punchline fra filmen “Den eneste Ene”).

Selve ordet ‘det’, er et henførende stedord, der altså relaterer sig til noget, der går forud – som fx en forhandling af længden på en dagperiode. Ordet ‘jo’ er en såkaldt styrkemarkør, der til- eller fralægger styrke til en ytring. Lad mig komme med to eksempler. Hvis man i sætningen: “Jeg er på ferie” tilføjer et ‘jo’ i midten, så ændrer det pludselig afsenderens tone. Hvis man til sætningen: “Han er glad”, tilføjer et ‘jo’ før ordet ‘glad’, kommer der et anstrøg af overraskelse.
Derfor – når man til sætningen: “Sådan er det”, tilføjer et ‘jo’ til sidst, ændrer udtrykket sig fra en kontant pointering til en mere flegmatisk konstatering. Det er næppe tilfældigt.

Risikoen ved punchlines
Punchlinen sådan er det jo risikerer at efterlade modtagerne med det indtryk, at foretagsomhed, stillingtagen, politisk ageren og indgriben fra afsenderens side, IKKE er en option. I sig selv et modsætningsforhold til det at være politiker i almindelighed og minister i særdeleshed. Hvis ikke politikere kan gøre noget, hvem kan så?

Sådan er det jo, ekskluderer aktivisme og kamp for noget som helst, og slår sig til tåls med at tingene, trist som det nu engang er, ikke lader sig ændre.
Faren ved at afsender vælger en punchline med en indbygget opgivenhed er, at modtagerne mister troen på afsenderen. I strategisk kommunikation er vi tilbøjelige til at lytte til afsendere, der kan gør noget i forhold til os modtagere (tab 15 kilo på ti dage) – deraf en anden kendt forespørgende talemåde: “What’s in it for me?”.

Hvis en afsender ikke kan gøre noget, eller ikke nærer den samme interesse for et stofområde som modtageren, åbnes der yderligere op for muligheden af, at modtageren vælger en anden afsender. I denne helt konkrete situation med Margrethe Vestagers sådan er det jo-punchline må det formodes, at regnestykket har været gjort op. Stemmespildet ved denne ytring, opvejes simpelthen af udsigten til stemmeoptimering andet sted fra. Fx fra borgerlige stemmer, der skal trækkes hen over midten, hvis den trængte regering skal opnå genvalg.
Vestagers retoriske handlemuligheder
Ser man bort fra det rent stemmeoptimerende, og fokuserer på det retoriske, er der flere forslag til, hvad Vestager kunne have gjort for at komme rundt om, og håndtere, kritikken af den på pressemødet omtalte sådan er det jo-bemærkning.

Efter at have brugt vendingen en enkelt gang eller to i sin landsmødetale, og høstet latter og klapsalver, kunne Vestager have udviklet og forfintet udtrykket. Først og fremmest kunne hun have brugt denne oplagte talerstol til at uddybe, hvad hun faktisk mente og demonstreret den menneskelighed og imødekommenhed hendes politiske lederskab skoses for at mangle.

Ved at causere over udtrykket, kunne hun have demonstreret både selvironi, ‘point taken’, overskud – også sprogligt – foruden selvindsigt.
Der var masser af sproglige varianter, som kunne have været arbejdet ind i talen:

  • Sådan er det jo – ikke
  • Sådan er det jo – ikke… mere
  • Sådan er det – heldigvis også
  • Sådan er det – næppe for Venstre i opposition
  • Sådan er det – lige nu
  • Sådan er det – men jeg ville det gerne anderledes

Endelig kunne talen have arbejdet videre med verbet i midten af punchlinen. Det lille ord ‘er’ kunne med sproglig præcision have været skiftet ud med andre verber som: går, forløber, siver, udtrykkes, erkendes, opfattes og bruges.

Fra punchline til slogan
Ville Vestager arbejde strategisk med punchlinen, som en del af partiets branding, kunne hun have valgt at arbejde videre med verbet i midten af punchlinen. Det lille ord ‘er’ burde i så fald, og med sproglig præcision, have været skiftet ud med andre verber som: går, forløber, siver, udtrykkes, erkendes, opfattes og bruges. Og således kunne hun have påbegyndt en konceptualisering af punchlinen, såfremt dette var gennemtænkt og en del af hensigten.

Værd at huske
Pointen med punchlines er, som det altid gælder i kommunikation, at afsenderens intention, hensigt og forståelse kun sjældent er helt identisk med modtagerens ditto. Det er afsenderens ansvar at forholde sig til, erkende og forklare, hvordan en handling eller ytring var ment.

Modtagerens perception, og ikke afsenderens intention, bør derfor indgår i alle strategiske overvejelser om budskabshåndtering. Det gælder ikke KUN i politisk kommunikation, men OGSÅ i politisk kommunikation. Hvis altså ambitionen altså er at undgå, at flere og flere danskere begynder at abonnere på Ronald Reagans kendte punchline: “Regeringen er ikke løsningen på vores problem. Regeringen ER problemet”.

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

One Comment

Skriv et svar