Retorisk analyse af Villy Søvndals landsmødetale

Så er den klar, men først en advarsel. Indlægget er langt! Lav derfor en kop kaffe og sæt dig til rette, inden du læser min analyse af Villy Søvndals landsmødetale 2012.

Analyse af Villy Søvndals landsmødetale:

Prolog
Det hjælper sjældent overbevisende på modtageren, når afsenderen næsten stamper i gulvet. Villy Søvndals længe ventede landsmødetale blev ikke retorisk mindeværdig. Snarere mindede den mig om den licenskampagne som DR kørte for få år siden kørte under sloganet: ”Kan du se pointen – eller skal jeg stave det for dig?”

Talen blev kaldt historisk, men indeholdt knap nogen historie. Den var ventet med spænding, men spændende var den ikke. Analyse af Villy Søvndals landsmødetale.

Hvad skaber et brand
For at et parti eller en partileder skal være et godt brand, er det afgørende, at vi kan ‘se’ partiet og dets historiefortælling for os. Vi skal kunne identificere os med brandet ellers ifører vi os det ikke. Det er denne kendsgerning, der var udgangspunktet for Villy Søvndals landsmødetale.

På den ene side skulle SF’s partiformand tale til de mest hard core partisoldater. Dem der er delegerede, som har stemmeret og parti-egoet fastmonteret. På den anden side skulle Søvndal tale til nuværende og kommende vælgere. Sat på spidsen kunne han tale til de frelste eller til meningsmålingerne. Når man prøver begge dele, hvad mange politiske talere ofte gør, risikerer man ingen at ramme, hvorfor talen går i glemmebogen.

Når man tvangsfodrer publikum
Inden der var gået 30 sek. kom den første retoriske figur. Fire gentagelser af: ”Kan I huske, hvordan…?” (med henvisning til VKO), virkede som et forkrampet retorisk forsøg på at komme kækt fra start. Gentagelsen er den mest slidte retoriske figur, der overhovedet findes. Det er rigtigt at gentagelse fremmer forståelsen, men skal figuren virke retorisk, må den ikke være for anmassende.

Efter en anden velkendt metafor, om at være ‘på rejse sammen’, fandt Villy Søvndal det nødvendigt at remse SF’s resultater op – alle tyve. Inklusiv at SF har fjernet prisloftet på AMU-kurser, så ledige igen kan tage et buskørekort eller truckcertifikat. SF var på vej, slog Søvndal fast og fortsatte med at remse egne fortræffeligheder op:

”Vi får to nye vindmølle-parker på havet – bl.a. på Kriegers Flak som vi foreslog i valgkampen”.

Når selvhævdelse giver bagslag
Det er aldrig retorisk godt, når man med djævlens vold og magt må lave ‘tell’ i stedet for ‘show‘. Alle ved at det omvendte virker bedst. SF’s partileder insisterede på at SF både præsterer og leverer, men hvorfor nævne dette igen og igen, hvis det er så åbenlyst. Publikum kan få den opfattelse, at taleren tvivler på egen gennemslagskraft, hvis det åbenbare skal nævnes eksplicit.

Løkke, Fogh og højrefløjen
For en potentiel SF-vælger, der leder efter et politisk brand at spejle sig i, krævede talen en del tålmodighed. Stadig uden skyggen af en vision eller fortælling om et SF-Danmark, og efter endnu flere opremsninger af, hvor godt det går, tog partilederen endnu en holmgang med højrefløjen.

Hvorfor pokker brugte Villy Søvndal den store opmærksomhed på at fortælle alle de SF-vælgere, som Søvndal understregede er derude, hvad han vil – altså posthumt VKO?

At slå løs på modstanderen i en landsmødetale virker næppe. De delegerede i salen kan ikke rykkes. De afskyr allerede VKO. Og de vælgere som SF ønsker at appellere til, vil hellere vide, hvad SF kan gøre for dem. Vælgerne vil ikke længere have ’email’ med opremsninger. De vil have ‘ME-mail’, der modsvarer deres egen situation.

Udenrigsministeren kom på banen
Midt i talen tog Villy Søvndal, der også er Danmarks udenrigsminister, sin internationale kasket på:

”Jeg ved godt at nogle sidder hernede med jeres revolutionære utålmodighed og havde forventninger om det helt store skift, når der kom en SF’er i udenrigsministeriet. Men så lad os så forventningsafstemme”.

Søvndal dermed næsten i rette med de SF’ere, der måtte have andre forhåbninger til Søvndal på Asiatisk Plads. Det var som om Søvndal bad ærke-SF’ere om at spise brød til og tage realisme-hatten på:

”Jeg taler ikke om mirakler eller om et Danmark som sætter den globale dagsorden – glem det”.

Endelig kom der saft og kraft
Efter afsnittet med Irak og det internationale kom noget af den socialistiske nerve, der for få år siden næsten gjorde Villy til kult, og SF til et brand som mange gerne ville identificere sig med. Det som burde have været meget længere fremme i talen, kom endelig til sin ret. “Jeg vil gerne sige lidt om SF og den rolle vi skal spille”, indledte Søvndal og fortsatte med noget der kunne ligne starte på en god historie:

”Min baggrund er medlemskab af det her parti siden 1977 – det var det år Vaclav Havel blev fængslet i Tjekkoslovakiet, ABBA overhalede Beatles som den mest sælgende musikgruppe og Allan Simonsen blev kåret som den bedste spiller i Europa. Jeg var med, dengang vi lå i soveposer i gymnastiksalene. Jeg var med på Livø-lejrerne”…

Det lovede godt, men historien blev ikke foldet ud. ABBA og Allan Simonsen var blot med i talen for at understrege Søvndals årlange partimedlemsskab. 35 år partiår der myndigt blev brugt på at tage afstand fra partiets ulmende fløjkrig. Søvndal slog det åbenlyse fast; at alle der er enige i SF’s partiprogram er velkommen i SF.

Sådan får SF atter fremgang
Med SF’s politiske placering som trædesten tog Søvndal fat om nældens rod, og sagde direkte, at han nu ville tale om, hvordan SF atter får fremgang. Planen lød enkel og lige til. Partiet skal tale mere om de sager SF faktisk når i mål med:

”Vi har fået mere SF-politik gennemført det seneste halve år – end i nogen anden periode af partiets historie”.

En sådan passus i en tale vidner om, at afsender ikke er i sync med modtager. Meningsmålingerne tyder på en vælgeropfattelse af, at SF har solgt ud, og næsten ingen valgløfter har fået gennemført. For kommende SF-vælgere, der skal sikre partiet fremgang, må det være en ringe trøst, at dét SF opnår nu, er historisk godt.

Søvndal forsøgte med manuduktion
Tiden var kommet til manuduktion. Det var dog næppe kommende vælgere Søvndal talte til, og formentlig heller ikke majoriteten af de delegerede. Søvndal talte snarere til enkelte mere eller mindre anonyme medlemmer af partiet:

”Jeg kan forstå, at det kan føles lettende at få luft. At få sine rene meninger ud”.

Den slags ‘far er ikke sur, far er skuffet‘, kan være fristende, når en offentligt taler vil demonstrere lederskab. Men en eksplicit reprimande er ikke opbyggende for talerens omdømme. Hverken internt eller eksternt. Det er en ledelsesudfordring, når en tale bruges på at appellere til partikritiske røster om at stoppe udtalelser til konflikt-taknemmelige medier. Det er ikke godt for noget brand, når ledelsen fra en talerstol siger:

”Lad os vise dem, at vi godt kan debattere, men vi falder aldrig – ALDRIG – hinanden i ryggen”.

Når det klare ikke er klart
Tæt på talens afslutning ville partiformanden fortælle, hvad der lå ham mest på sinde. I et langt afsnit talte Søvndal om krisen, de ledige, ungdomsarbejdsløsheden og manglen på arbejdspladser. Alle gode emner, der forhåbentlig ligger de fleste anstændige politikere på sinde. Alligevel understregede Villy Søvndal:

”Lad mig derfor gøre det krystalklart: Regeringen er overbevist om, at det, som de mennesker allerhelst vil, ja det er, at få et job”.

Som retoriker er det altid interessant, når en politiker får lyst til at understrege, at noget er troværdigt, at noget ikke er fejet ind under et gulvtæppe, at nu siges der noget ligeud eller at noget skal gøres krystalklart. Det er ofte et retorisk tegn til modtageren. Vær agtpågivende!

Som regel kommer taleren med noget, som muligvis ikke er troværdigt, som måske netop er fejet ind und et gulvtæppe, der alligevel ikke siges helt ligeud, og som ikke er så krystalklart, at en uddybning kan undværes. Hvis tingene er så åbenbare, så lad dem tale for sig selv, skal et retorisk råd lyde.

Den obligatoriske tak
På falderebet satte SF’s partiformand sig selv i historisk kontekst. Som om tiden var nær…
Villy Søvndal nævnede de foregående partiformænd; Aksel Larsen, Gert Petersen, og Holger K. Nielsen for deres meritter og fulgte så selv op:

”I min formandstid har vi sammen forandret SF til et moderne socialistisk parti (…), men det er jo ikke endestationen for SF. Vores rejse er ikke slut. Vi skal videre”.

Epilog
Selvfølgelig skal SF videre, men om det er Villy Søvndals landsmødetale, der kommer til at gøre forskellen, tvivler jeg på. Alt for store dele af talen blev, efter min vurdering, brugt på at forholde sig til fortiden, til oppositionen og til at bøje alt det i neon som vælgerne åbenbart ikke har forstået.

Ingen målgruppe lader sig overbevise af en insisterende taler. Det vi lader os påvirke af er stemninger, den gode historie og lederen som vi bare må følge. Hvis ingen af disse elementer giver sig selv, men skal udpensles, understreges og udtrykkes så eksplicit, at det næsten virker postulerende, oplever målgruppen sjældent identifikation.

Villy Søvndal havde medieverdenen for sine fødder på skæbnesvangre fredag den 13. Og måske blev SF’s egen verden ændret en smule. Udadtil vil talen næppe ændre det store, alene fordi den rent retorisk var som landsmødetaler er flest. Foghs ‘skjorteærmetale’ huskes, det samme vil næppe overgå Søvndals første regerings-landsmødetale. Dertil var talen for lidt fokuseret på potentielle vælgeres behov, og for meget på SF’s eget behov for manifestation. Talen ramte alle og ingen lige meget.

 

 

 

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

Skriv et svar