Hvem taler politikere og topledere til, når de taler?

Washington. Hjemsted for præsidenter, politiske junkies, taleskrivere – og undertegnede i sidste uge. Og hvilken uge. Awesome!
Ugens højdepunkt var to dages taleskriverkonference på det legendariske hotel Mayflower, men ugen bød også på tænketanke, kaffemøder med demokrater, strategifolk, sociale medier-nørder og kongressansatte. Der er nok at skrive om, så jeg vil drypvis komme med blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogle af højdepunkterne, pointerne og nøglebudskaberne.

Om taler og hvad meningen er med dem
På bundlinjen handler det hele om én ting. Har du noget at sige eller ej? Spørg statsministeren. Har hun reelt noget at sige? Spørg den tidligere statsminister. Har han reelt noget at sige? Spørg DSB, DONG, Vestas og deres nuværende og kommende topledere. Hvad er de reelt passionerede omkring? Hvad brænder de for? Hvad vil de os? Og har de noget at sige til deres publikum (kunder og vælgere) – eller ej?

Talerens ego
Enhver leder har iboende kommunikator, men også en personlighed. Det er talerens ego, der forhindrer eller befordrer en tale. Egoet er, uden at blive for psykologisk, talerens samlede mængde af passion, habitus, personlighed og karakter, og afgør om taleren konnekter eller ikke konnekter med publikum. En taler kan have det bedste talemanuskript og ikke konnekte med publikum og omvendt. Og selv en rigtig god taler (i Washington) benytter (selvfølgelig) en taleskriver for at få publikum til at lytte endnu mere. For det er dét, det hele handler om; at publikum til at lytte, ikke at få taleren til at høre sig selv tale!

Taleskriveren
En taleskriver kan bedst coache en taler, hvis taleren lader taleskriveren flytte ind i sit hoved og mentale jeg. Men hvilken dansk politiker eller topleder har mon balls til det? På trods af at mange erhvervsledere og politikere ikke er komfortable med at tale i det offentlige rum, undlader de at få en taleskrivers hjælp til at skabe et komfortabelt talemiljø. For de få der tør gøre professionelt brug af en taleskriver, som det fx er almindeligt i Washington, kan der skrives en tale, der er et udtryk for talerens person, og som rammer publikum dér, hvor de gerne vil høres!

Publikum
Publikum – vælgerne, investorerne eller kunderne gider ikke høre, at taleren er glad for at være tilstede i rummet og har glædet sig.
Publikum vil hellere spørges om, hvordan de har det (fx med dagsordenen), de vil føle sig hørt, set, forstået og anerkendt, og gider ikke flom og leflen fra talerens side.
Publikum vil vide hvem taleren er – som person – og orker ikke pakkede budskaber og oneliners. De vil have autenticitet.

Det manglende danske mod
Spørgsmålet er blot, hvor mange talere, der tager deres pubikum og ikke dem selv, så alvorligt, at de er villige til at se bort fre egne behov, og tage udgangspunkt i publikum og deres behov? Og spørgsmålet er om erhvervsledere og toppolitikere, fordi de er gode til deres erhverv eller politik, nødvendigvis også er gode talere, der forstår at konnekte med publikum, og møde publikum der hvor, publikum er? Eller om deres ego måske står i vejen for virkelig at gøre indtryk og blive lyttet til?

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

Skriv et svar