Danmarks Lærerforening – et retorisk fossil

I dag er de mange kasketters dag. Jeg vil i dagens blogindlæg forsøge at danse mellem regndråber. Som læsere af denne blog vil vide, er jeg master i retorik, har en diplomuddannelse i strategisk kommunikation, er tidligere folkeskolelærer – men jeg er også formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune. Jeg balancerer med dagens ord på en knivsæg, så er det sagt!

Danmarks Lærerforenings fossilerede argumentation
Danmarks Lærerforening har i den forgangne uge holdt ekstraordinær kongres, udsprunget af diskussionen om hvorvidt lærerne skal undervise mere end de gør i dag.
Anders Bondo Christensens indlæg i debatten har været forstenede i et toneleje, hvor alle der ser anderledes folkeskolen end Danmarks Lærerforening skal kanøfles. Vi fatter åbenbart ingenting alle os, der ikke er lærere. Men jeg fatter udmærket, og jeg priser mig lykkelig over ikke længere at være fagligt repræsenteret af Bondo og Co.’s ytringer i det offentlige rum.

Min egen tid som lærer
I de små ti år jeg var lærer, var der én ting jeg elskede. Undervisningen af eleverne. Her kunne man få opture, der sparkede mås. Hvad der derimod drev mig mod udbrændtheden, var de evindelige møder, forældrehenvendelser om stort, og navnlig småt, og det såkaldt ‘andet arbejde’.
Jeg ville til enhver tid have undervist fem ugentlige timer mere, hvis jeg havde kunnet slippe for noget af alt det udenoms og gøre det, der gav mig arbejdsglæde.
Siden valgte jeg en anden karrierevej, og jeg har ikke set mig tilbage.

Dagens velfærdsdilemma
Det passer ikke helt, at jeg ikke har set mig tilbage, for jeg er som sagt formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk kommune, og er meget tæt på både vores skoler, men også kommunens økonomi. Ak. Velfærd er ikke, hvad det har været. Det kræver benhånd kommunal budgetdisciplin. Alle må holde for, og alle har vi et medansvar for at sikre samfundets velfærd på sigt. Det gælder naturligvis også lærerne. Selvfølgelig skal de undervise mere. Og lave mindre af noget andet. Hvordan fordelingsnøglen skal være, må overenskomstforhandlingerne afgøre. Men der er ingen vej uden om.

Formandsskabet i Danmarks Lærerforening
Derfor undrer jeg mig over, hvordan næstformandskabet i Danmarks Lærerforening taler deres sag. Det bedste våben lærerne kan alliere sig med, er sympati. Og opbakning. Det får de ikke, sådan som formandskabet kommunikerer. De udstråler en foragt for de anderledes tænkende, og genererer kun modstand. For alle der ikke er ansat i folkeskolen, forekommer lærernes arbejdstidsaftale som en blanding af volapyk, stenalder og lønmodtagerattitude. Det er sådan perceptionen er. Og perception er alting. Det afgør vores holdning til en sag.

Skingre skrig i skolegården
Lige nu har Danmarks Lærerforening taget folkeskolen som gidsel, kravlet op i et træ, hvorfra der råbes ned i skolegården: ”Vi har ret, og alle der ikke fatter det, er idioter”. Det er i sandhed at save i den kommunikationsgren, hvor man selv sidder.

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

16 Comments

  1. Kære Trine.
    Jeg genkender ikke den fossilerede argumentation,, som du mener, DLF (Danmarks Lærerforening) fremfører. DLF er, i bund og grund, bekymrede for, om kvaliteten af undervisningen af børn og unge kan opretholdes med de massive besparelser, som er gennemført og som skal gennemføres, det er der vel ikke noget mærkeligt i? Gennem de sidste 3 år er vi blevet 8% færrere lærere på landsbasis. Det er da en besparelse som bør vække en fagforenings bekymring!!
    Det er ikke noget nyt, at skolevæsenet i Lyngby-Tårbæk kommune skal spare, kravet om besparelser og effektiviseringer har skolerne været underlagt i en årrække. Lærerne er gradvist blevet sat op i undervisningstimetal gennem de sidste år og nu skal de måske sættes yderligere op. Det bekymrer også mig, som lærer i kommunen. Der er nemlig rigtig mange andre opgaver, man desværre ikke kan frasige sig, selvom man måske gerne ville. Der er fx – jævnlige SAL/LP møder, -udfyldelse af elevplaner, -daglig forældre samarbejde via intra, -indførelse af inklusionsbegrebet/rummelighedsbegrebet (kræver en meget mere omhyggelig,koordination kollegerne imellem) -tilrettelæggelse af en undervisning hvor eleverne har stor, faglig spredning,- registrering af elever, tekstopgivelser, standpunktskarakterer, nationale test osv. Listen er meget længere.
    Det jeg savner, som lærer i kommunen, er opbakning og støtte fra det omgivende, lokale samfund. Jeg savner en kommunalpolitiker, der siger at han/hun er glade og stolte af lærere på skolerne, måske med henvisning til de flotte læseresultater, vi har i kommunen.
    Jeg synes, hverken vi er forkælede eller klynkere, men nogle gange er det en uforusigelig, barsk hverdag, der møder en lærer, fordi vi har med, så mange forskellige børn og forældre at gøre. På mit lærerværelser ser jeg hele tiden kolleger som yder en ekstra indsats overfor børnene og forældrene, fx laver et arrangement om aftenen, som de ikke behøvede, men de gør det for, at få opretholde de gode relationer.
    For at mærke folkeskolen i dag, bliver man nødt til med jævne mellemrum at befinde sig i et klasselokale med børn. Det er der skolens nerve befinder sig. Her kan man fornemme stemningen, læreren og børnene og om relationerne fungerer.

    Med venlig hilsen,
    Betina.

    • Kære Betina

      Tak for din lange kommentar. Den er jeg glad for.
      Lad mig tage det sidste først – det med, at du savner en kommunalpolitiker, der roser lærerne. Det mener jeg faktisk vi gør en del, og vi mener det, når vi roser.

      Den debat jeg prøver at rejse er, HVORDAN Danmarks Lærerforening opfattes. Ikke af lærerne, for som lærer er man part i sagen, og ser – naturligt nok – sagen fra egen side. Men hvordan forbundet opfattet i den store generelle debat om samfundets sammenhængskraft.
      Det er ikke det hospital, ikke de daginstitutioner, ikke de politikredse eller den socialrådgiver, der ikke kan genkende, det du påpeger.
      Ja, det er blevet sparet. Meget. Men desværre, fordi samfundet er økonomisk ude i en kæmpe krise, så stopper det ikke.

      Jeg tror alle politikere ville ønske de kunne sige, at NU er det nok. NU har vi nået bunden eller grænsen for, HVOR meget der kan spares. Men problemet for HELE samfundet er, at der er vi desværre ikke. Danmark har ikke indtægter nok til at dække vores velfærdsudgifter. Og det bliver værre i årene, der kommer – for os alle.

      Det er derfor ikke kun lærerne, men ALLE der igen og igen må holde for. Og ud fra dét perspektiv, og ud fra dén præmis, synes jeg, at Danmarks Lærerforening svigter. Og jeg mener at argumentationen fra formandsskabet gør løsningerne sværere.

      Men løsninger skal der findes. Vi frygter alle det går ud over kvaliteten. Men det er en samfundspræmis. Det er nøjagtig det samme, der gør sig gældende for hospitalsvæsentet, daginstitutioner, politiet og socialrådgiver – for blot at nævne nogle arbitrære faggrupper.

      Mit indlæg i dag i Politiken og her på bloggen handler om det. At kommunikationen i samfundssituationen presser lærerne op i et hjørne, hvor de kun har tilbage at kæmpe og forsvare sig. Det er ikke det, der er brug for. Der er brug for forståelse for og sympati med lærergerningen, og de muligheder – er min indvending – forringes, når Danmarks Lærerforening kommunikerer som de gør.

      Tak fordi du skrev!
      Mange hilsner fra Trine.

  2. Kære Trine

    Jeg har også læst dit angreb på lærerforeningen formand. Jeg er dybt uenig i din vurdering af Anders Bondo, og bemærker også at du ikke leverer et eneste eksempel til underbygge din argumentation. Det undrer mig, at du ikke forholder dig mere til substansen i lærerforenings argumentationer generelt, men du er jo mest optaget af perception. Du så selvfølgelig helst, at foreningen lagde sig fladt på ryggen og gav dig, Krause-Kjær, KL og ligesindede ureflekteret ret i alt, hvad I sagde, men sådan er det altså ikke.
    Lærerforeningen går selvfølgelig konstruktiv ind i debatten om folkeskolen og er helt bevidste om, at riget fattes penge. Det er naturligvis et helt legitimt ønske, at lærerne skal undervise mere, men det er ligeså legitimt, at få et svar på, hvad der skal laves mindre af.
    Jeg ville ønske, at du og andre debatører ville bidrage mere konstruktivt til debatten, frem for at gå efter manden. Det er vel en rimelig forventning at have, til en der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i LTK og ekspert i kommunikation og retorik?

    Medvenlig hilsen
    Jens Hareskov Christensen

    • Kære Jens

      Tak for din kommentar og undskyld det sene svar, men jeg har holdt nogle dages vinterferie.

      Der er tre ting i din kommentar som jeg vil respondere på.
      1) Jeg har ikke lavet et angreb på lærerforeningens formand, men på formandskabet, altså også Dorte Lange. Jeg hørte hende i P1, hvor hun i et skingert tonefald lagde sig ud med Erik Fabrin. Hun små-lo og hånede indirekte lytterne for ikke at forstå noget som helst. Det lød næsten om hun så ned på alle dem, der ikke forstår logikken i lærernes arbejdstidsaftale. Jeg er derfor uenig med dig i, at Danmarks Lærerforening går konstruktivt ind i debatten. Det er i hvert tilfælde ikke min oplevelse.

      2) Jeg vil tillade mig at vove mig ud i et postulat…: Det er muligt at medlemmer af DL selv opfatter, at de går konstruktivt ind i debatten, men for mange andre interessenter – KL, Niels Krause-Kjær og undertegnede (for nu at bruge din egne eksempler) – ser det anderledes ud. Det opleves IKKE at DL går konstruktivt ind i debatten. Det opleves som at DL diskuterer med hele Danmark. Og det kan man ikke! Fordi der ikke udvises forståelse for, at andre ser anderledes på, hvorvidt DL kommunikerer konstruktivt, kommer lærerne aldrig på forkant i diskussionen.

      3) Substans. Det ser vi nok forskelligt på. For mig er kommunikationen substans. Vi, interessenterne i debatten, når aldrig til at tale roligt, imødekommende og lyttende om, hvad der skal til. For kommunikationen – substans for mig – tillader slet ikke at vi når dertil.
      Det er dét faktum mit indlæg prøver at forholde sig til. Jeg kan se sagen fra tre sider. Jeg har selv været lærer i mange år, og kan iføre mig min lærer-persona på to sekunder og argumentere for, hvorfor det går ud over kvaliteten, hvis lærerne skal undervise mere. Ligesom jeg kan argumentere for at lærere arbejder lige så meget som andre mennesker på fuldtid. Der er bare ingen der helt tror på det! Og den kommunikative udfordring bliver DL nødt til at forholde sig til. Der er simpelthen ikke tilstrækkeligt publikum til den diskurs DL fører indtil nu. Fordi samfundet er et andet sted. Et sted, hvor lærerne – og alle andre faggrupper – pinedød skal give den ekstra skalle, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen også i årene fremover. Og samfundet oplever at lærerne også godt kan give den en ekstra skalle.

      – Og så lige til sidst. Det er helt bevidst at jeg ikke påpeger, hvad lærerne skal lave mindre af. Havde jeg gjort det, var det blevet skudt ned, og debatten var ikke kommet videre. Det må og skal være en forhandlingssituation, der afgør hvad lærerne skal lave mindre af. Hvis lærerne gik mere konstruktivt til debatten, for nu at bruge at det samme ordforråd som din kommentar, og fremkom med den liste over gøremål, der ikke længere kan udføres, hvis der skal undervises mere. Så ville den umiddelbare konsekvens blive synlig for øjet. Det ville skabe rum for refleksion. Og måske også det nødvendige rum til mere undervisningstid.

      Lærerne ville komme på forkant og ikke bagkant. For en ting er sikkert og vist; selvfølgelig er der opgaver, der ikke længere skal laves, hvis lærerne skal undervise mere. Men lærerne siger jo selv, at der er kommet mængder af administration og papirarbejde og dokumentation. Hvorfor samler DL, og lærerne i praksis, ikke nogle af disse punkter på en liste, og foreslår, at udvalgte konkrete opgaver ikke længere udføres, hvis der skal være mere tid til konfrontation? Så fik lærerne måske en ny lydhørhed!

      • Kære Trine

        Jeg vil også gerne kommentere dit svar i 3 dele:
        1)
        Jeg har ikk lyttet til Dorte Lange på P1, men jeg har i en årrække fulgt DLF’s måde at kommunikere på. Jeg synes det ville være rimeligt overfor DLF, at de bliver bedømt over en længere tidshorisont end et program på P1. Du kan muiligvis have en pointe i, at lærerforeningen på det sidste har forsvaret sig mere, end godt er, men måske findes årsagen til dette i de angreb KL og andre af strategiske årsager har sat ind mod DLF.
        2)
        Jeg har også et postulat: Du oplever det, at DLF ikke er enig med dig som et udtryk for, at de ikke er interesseret i en konstruktiv debat. Man kan godt være uenig med dig og alligevel være konstruktiv.
        3)
        Du har ret! Det ser vi forskelligt på.
        I din verden er de løsninger, der er nemmest at kommunikere også de bedste (good for business?). I min verden er kommunikation vigtig, men det er ikke substansen.

        Venlig hilsen
        Jens

  3. Trine Nebel elskede selve undervisningen. Alligevel skiftede hun karriere og så sig ikke tilbage.
    Udvikling, evaluering, forskning, forberedelse, udfordringer og indlevelse er måske ikke noget for Trine, men det tror jeg, det er for lærere.
    Jeg har været i forsvaret, før jeg blev lærer. Det er lidt svært at sammenligne, men jeg havde som sergent med ansvar for at uddanne soldater helt vildt meget tid til at forberede mine lektioner. Forskellen her er, at undervisning i forsvaret følger helt klare og ufravigelige lektionsplaner, så jeg behøvede aldrig at ændre min undervisning, og jeg havde intet behov for at tænke selv. Det var beskrevet i ordlyd, hvordan jeg skulle fremføre min undervisning. Det var faktisk slet ikke en mulighed at ændre på formen. Det giver et eller andet sted god mening, når det drejer sig om militær præcision og samtidighed. I rette tid, sted og mængde – det er vel forsvarerets motto (i hvert fald artilleriets). Men det giver ikke meget mening at have god tid til forberedelse.
    Sådan tror jeg, at Trine opfatter undervisning i folkeskolen. I hvert fald vil jeg da give hende ret i, at man kan øge undervisningsprocenten (ved at indføre militære undervisningsformer i skolen.) Men så dropper vi altså forberedelse, evaluering, indlevelse, udvikling, forældresamarbejde, innovation, empati, undervisningsdifferentiering og ikke mindst at tage udgangspunkt i den enkelte elevs behov. Hallo – så kan vi jo fjerne alle møderne og ikke bekymre os en skid om den enkelte elev – bare lave samlebåndselever, hvor nogle af dem måske lærer at lære.

    • Kære Jesper

      Tak fordi du skriver!

      Jeg synes du trækker den vel rigeligt, når du tillægger mig en holdning om, at alt fra forberedelse over evaluering, indlevelse, udvikling, forældresamarbejde, innovation, empati, undervisningsdifferentiering og enkelte elevs behov, bliver sat til side, hvis lærerne skal undervise mere. Mig bekendt er det en beskeden ændring af faktoren, der er tale om, og det vil næppe erodere alle de forhold du nævner. Jeg mener heller ikke du har belæg for at antyde, at militær præcision er noget jeg har argumenteret for.

      Det, jeg plæderer for, er, at lærerne forstår, at det er en stor del af danskernes opfattelse, at lærerne ikke arbejder nok. Det er ikke min opfattelse. Min opfattelse er, at der ikke er nogen vej udenom at konfrontere mere. Jeg argumenterer også for, at Danmarks Lærerforening ikke får skabt et kommunikativt rum, hvor der er tilstrækkeligt lydhørhed for DL’s argumenter. Udfordringen er at DL argumenterer ud fra, hvordan DL opfatter situationen, og ikke ud fra en erkendelse af, hvordan den generelle perception er. Altså hvordan folk ofte opfatter lærernes arbejdstid. Hvis DL gjorde det, ville lærerne – er mit bud – have større mulighed for at få forhandlet sig frem til et fælles resultat. Min anke går på formandskabets kommunikation ikke lærernes, selvom jeg godt kan se at bloggen kommer i svingninger :o)

      Mange hilsner fra Trine.

  4. Kære Trine,
    Jeg vil gerne give dig lidt af det, du efterspørger. Muligvis ikke så enkelt, som du ønsker det. Og det kan jo opfattes symbolsk, om man vil. Lærernes arbejde er ret komplekst.
    Siden 1975 har der centralt i Folkeskoleloven stået, at vi skal varetage elevernes alsidige udvikling – fagligt, socialt, intellektuelt, fysisk, etisk, æstetisk og emotionelt. Den opgave løser vi altså ikke ved at undervise flere timer, tværtimod. Jo mere jeg skal undervise og dermed varetage den faglige udvikling, jo mindre tid har jeg til det hele barn, den alsidige udvikling.
    Vi taler dannelse. Hvis vores børn skal klædes ordentligt på til at være demokratiske samfundsborgere, skal vi i folkeskolen have langt mere fokus på den alsidige udvikling.
    Jeg er træt af at argumentere for, at mit arbejde er et fuldtidsarbejde, så når jeg bliver spurgt om, hvad jeg laver, så svarer jeg: Jeg er med til at bygge mennesker – og det er jeg stolt af!
    Og jeg bliver endnu mere stolt, når gamle elever vender tilbage på besøg og giver udtryk for alt det, som deres skole gav dem med på vejen. Oplevelser, erkendelser, tillid til egne muligheder, engagement og handlemuligheder – noget, der ikke kan måles og vejes, men som var med til at gøre dem nysgerrige, med til at sikre ønsket om fortsat læring. Det må da være vores primære mål!
    Jeg mener ikke, vi kan skære ned på den pædagogiske del af vores fag, så kan jeg i hvert fald ikke længere være stolt af det og ikke længere leve op til Folkeskoleloven.
    Med venlig hilsen Lola Bjerregaard

    • Kære Lola

      Tak for din kommentar, der jo pin-pointer det akkurate. At lærerne ofte havner i en situation, hvor de skal argumentere for, at de arbejder fuldtid.
      Den diskussion vidner jo om, at omverden ikke har forstået eller ikke kan gennemskue, hvordan lærernes arbejdstid er skruet sammen. Og – når det forholder sig sådan – så har DL en udfordring, de burde tage alvorligt.

      Det hjælper ikke at sidde og smågrine i P1 af KL, det hjælper ikke i det offentlige rum at sige ‘nogen skal holde mund’. Det skaber ikke den lydhørhed lærerne efterlyser. Det skaber ikke rum for de argumenter lærerne har. Det skaber blot irritation hos modtageren. Og det er det sidste DL har brug i en forhandlingssituation.

      Jeg forstår godt du føler en faglig stolthed, når gamle elever vender tilbage. Det var nok en form for samme faglige stolhed, jeg slog på i mit indlæg i Politiken (det samme som her på bloggen) om, at selve konfrontationen, undervisningen, kontakten med eleverne, var det, der i sin tid, gav mig faglig glæde op daglig optur. At jeg ikke opnåede faglig glæde ved meget af ‘det udenoms’, siger måske mere om mig.

      Mit indspark i debatten var et forsøg på at integrere mine tre virkeligheder. Min lærerbaggrund, to efteruddannelser i kommunikation og et kommunalpolitisk ombud. De tre kasketter tvinger mig til at se sagen fra andre sider end kun lærernes, og jeg mener at DL har meget at vinde ved at anlægge en anden kommunikativ vinkel. En vinkel, der tilmed ville komme medlemmerne – lærerne – til gode i både debatten, og ike mindst det daglige møde med omverden, der ikke forstår, at lærerne arbejder fuld tid.

      Tak fordi du skrev! Hilsner fra Trine.

  5. Ja Trine politikere er vel også bare mennesker, som lider under sandheder som Fiat ruster!, lærere laver ikke en dyt efter kl. 14 og iøvrigt holder de SYV ugers sommerferie!, finnere går med kniv! ok den sidste var nok lidt overdrevet;) Ingen tror vel længere på den. Men Trine du beder DL kæmpe mod vindbøjtler. En eller anden opfattelse, der i din optik befinder sig i almindelige menneskers bevidsthed omkring læreres arbejdsindsats.Det er muligt at du har ret, selvom jeg ikke i de 21 år jeg har været lærer har mødt et eneste menneske som ikke har sagt…Er du lærer? Er det ikke bare et hårdt job? I arbejder jo hele tiden!
    Sikke da en sjov ide at DL skulle bruge en masse tid på at få ‘Danmark’ til at forstå at vi lærere rent faktisk arbejder 37 timer i ugen, og få ‘Danmark’ til at tage den empatiske jahat på og føle sympati for os. Så skal det hele nok gå meget bedre..
    Men vores fagforening skal ikke forhandle med ‘Danmark’ og på baggrund af sympati. Så hvis DL bliver en smule skingre i retorikken kunne det måske skyldes, at de skal sparke sig gennem en dyne af vrøvl når de træder frem i medierne for at komme frem til det det handler om. Nemlig at give os lærere rimelige arbejdsforhold og hvordan vores aktuelle arbejdsforhold rent faktisk er.
    Jeg underviser 25 timer om ugen i 6 forskellige klasser og 6 forskellige fag. Der ryger lidt forberedelse på det. Derudover har jeg mit andet arbejde som du kalder det. Elevrådskoordinator, bestyrelse af tre fagbudgetter, klasselærerfunktion, tre tilsyn(indkøb af materialer, oprydning, opfyldning, opdatering fagligt af kolleger,)samarbejdsmøder med kolleger, ledelse, forældre; kurser,pasning af vores kommunikationsplatform forældreintra, deltagelse i diverse udvalg, uddannelse af lærerstuderende…nok til at tabe pusten ved at se det på skrift. Frit valg Trine. Hvilken en af ovenstående opgaver synes du som lokalpolitiker at min arbejdsplads kan undvære?

    • Kære Mette

      Jeg kender ikke indholdet af de konkrete opgaver du nævner, men jeg kan for min egen del sig, at da jeg var lærer, var der flere møder, hvis beskaffenhed simpelthen ikke bragte kvlitet med sig.

      Mit indspark i debatten er også, at der ikke er nogen vej uden om. Politiet skal også spare eller omfordele. Hvilke forebyggende eller efterforskningsmæssige tiltag, skal da bortprioriteres? Det samme skal sundhedsvæsenet. Hvilke helbredsydelser skal der ikke længere tilbydes? Og så er der kommunerne, hvor jeg selv har en stol. Der er dikteret nulvækst mens udgifter stiger. Det kræver årlige prioriteringer, der rammer hårdt.

      Det betyder ikke, at der er nogen der synes det er fastligt eller ikke gerne ville have været det foruden. Der er bare ingen vej unden om. Samfundet får flere og flere ældre, og færre og færre der bidrager samfundsøkonomisk. Skal velfærden sikres fremadrettet, er der derfor ingen vej udenom – for alle parter.

      Der skal prioriteringer til. Også i folkeskolen. Også i lærernes arbejdstid. Det betyder ikke det er attraktivt, og ja, mange ville nok gerne være det foruden. Men riget fattes penge. Det er derfor ikke et spørgsmål om at lærerne ikke arbejder hårdt, eller at betjente, sygeplejesker, socialrådgivere og kommuner ikke arbejder hårdt for at få enderne til at nå samme – der er bare ingen anden vej end yderligere prioriteringer. Hvor skal pengene ellers komme fra, kunne jeg spørge lærerne retur?

      Mit indlæg i Politiken var et forsøg på at gøre DL opmærksom på, hvordan perceptionen er af lærernes arbejdstid og DL kommunikation er. Og forsøge at rette fokus på, at hvis man vil have opbakningen til en argumentation, så kan det ikke nytte have ‘hele omverdenen’ imod sig. Det indspark kan man selvklart var rygende uenig. Jeg tror såmænd bare at formandskaber i DL skulle anlægge en anden kommunikativ kurs og derved få større ørenlyd for budskabet.

      Mange hilsner fra Trine.

  6. Kære Trine,
    Jeg tror bare, at vi lærere tænker, at du burde da vide, hvad lærerfaget indeholder, når nu du har været lærer. Så i stedet for at gå til angreb på DL, kunne du måske bruge dine uddannelser og din kommunikative formåen til at støtte vores vigtige arbejde.
    Du skriver selv, at der er brug for forståelse og sympati med det store arbejde, vi udfører. Men den forståelse kan jeg overhovedet ikke spore i dit forslag om at undervise flere timer. Hvorfor forholder du dig ikke til det, vi skriver i stedet for? Det ville måske være med til at øge forståelsen. Hvad med Folkeskoleloven? Skal vi ikke længere leve op til den?
    Vi har tilfredse brugere, der ikke sætter spørgsmålstegn ved vores engagement og arbejdstid. De har stor respekt for vores arbejde. Vi mangler forståelse fra politikerne – fra dig. Har du ikke lyst til at komme på besøg i folkeskolen? Den kunne jo have ændret sig, siden du var der sidst? Du må hjertens gerne følge mig.
    Med venlig hilsen Lola Bjerregaard

    • Kære Lola

      Nu er jeg jo ganske tæt på skoler i Lyngby-Taarbæk Kommune, da jeg er formand for Børne- og Ungdomsudvalget. Men tak for invitationen. I øvrigt er jeg fuldstændig på det rene med, at folkeskolen har ændret sig. Det er fem år siden, jeg forlod den, og meget har ændret sig, hvilket jeg ikke kunne drømme om at sætte spørgsmålstegn ved.

      Når jeg ikke argumenterer på lærernes side, så er det fordi, jeg ikke er på ‘nogens’ side. Og jeg har meget svært ved at være på DL’s side, når de argumenterer som jeg oplever de gør.
      Jeg kan se denne alvorlige diskussion fra både kommunernes økonomiske side af. Og jeg kan også sagtens se den fra lærernes side af. Rent kommunikativt skelner jeg bare mellem DL og lærerne, fordi jeg IKKE meder at DL varetager sine medlemmers interesser ved at kommunikere som de gør.

      Det er muligt at lærerne føler sig forsvaret af DL, men hvad hjælper der, hvis tonen er så skinger at DL får omverdenen imod sig. Det er IKKE lærernes indsats, jeg diskuterer, det er nødvendigheden af, at alle i samfundet ser på, hvordan vi kan få mere ud af det arbejde, der leveres. Fordi vi ikke har råd til andet.

      Den diskussion kommer lærerne også til at være en del af, og det kalder på en fagforening, der ikke lægger sig kommunikativt ud med omverden, og det er dét, jeg oplever at DL gør, når de kommunikerer som de gør.

      Min pointe er derfor, at hvis DL oprigtig ønsker det du skriver – at omverdenen og jeg læser det I skriver – så må DL bringe sig i en kommunikativ situation, hvor der er lydhørhed. Hvor der er en målgruppe for lærernes argumentation. Og den målgruppe, men lydhørheden til følge, snævres ind, når man kaster spot på dem, der ikke fatter en dyt – altså fatter noget set med DL’s øjne.

      Lad mig komme med et andet eksempel. De Konservative. De har også en masse budskaber. Og de synes selv, at det er rigtige, gode og kvalitative budskaber, men lige nu er der ingen målgruppe (eller kun en meget lille en), der orker at høre på dem. Det hjælper i den situation ikke noget, hvis Konservative stiller sig op og råber, at folk da måtte kunne forstå. Det ville blot afføde hovedrysten. Man bliver nødt til først at skabe rum for lydhørhed, og derpå kommunikere frem mod en fælles løsning.
      Som jeg oplever det, gør DL det i modsat rækkefølge, og vinder derved ingenting på lærernes vegne. Det er det, der er min anke, ikke lærernes gerning.

      Mange hilsner fra Trine.

  7. Kære Trine.
    Har fulgt debatten på din blog og skriver til dig igen.
    Det er farligt at blive ved med at spare på skole/uddannelse år efter år, for det kan få meget dyre konsekvenser for samfundet. Uddannelse kan bryde den sociale arv, uddannelse kan ruste kommende generationer til et omskifteligt arbejdsmarked, uddannelse kan få folk til at navigere på en meget mere rationel måde i de forskellige systemer osv. Derfor, hvis vi sparer på grundlaget for uddannelse, nemlig folkeskolen, bliver det måske politiet, der skal betale regningen i sidste ende, fordi det ikke er muligt at bryde den sociale arv.
    Vi ser en masse elever, der bliver sluset ud fra specialskoler til i folkeskolen i disse tider, under hurrabegrebet “inklusion”. Vi håber hver gang det går godt, for ellers har vi ikke så meget andet at tilbyde. Lærerne varetager en stor del af børnenes trivsel og forsøger at skabe trygge rammer i det liv de har i skolen. Lærerens rolle og opmærksomhed, er uvurderlig i den sammenhæng og er til tider altafgørende om en elev trives.
    Ros lærerne i det offentlige rum, når I kan komme til det, I skal have den positive vinkel omkring det at være lærer i denne kommune. Understreg vigtigheden af lærergerningen og at I har tillid til lærerne i kommunen. Uden tillid fra forældre, kommunalbestyrelse eller KL er det meget svært.

    Med venlig hilsen,
    Betina.

  8. Hej Trine

    Forstår måske ikke helt, hvad du mener, når du siger, du ikke er på “nogens” side. Hvis jeg har læst dine indlæg korrekt, så er du kommunalpolitiker – formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune. Dermed er du vel strengt taget på “nogens” side – nemlig KLs. Så du taler vel, antager jeg, i det skjulte deres sag her på bloggen. KL er nogen.
    Danmarks Lærerforening har taget til genmæle mod KLs smædekampange. Du mener så ikke DL retorisk har klaret det særlig godt. Du er uddannet i kommunikation og retorik. Spændende områder for en engageret dansklærer som undertegnet. Det bliver godt det her, kan jeg mærke.
    Du skriver- citat “Jeg tror såmænd bare at formandskaber i DL skulle anlægge en anden kommunikativ kurs og derved få større ørenlyd for budskabet.”
    Jeg vil begynde afslutningen på mit simple indlæg med at udtrykke længsel efter at høre dit bud på, hvordan denne kommunikative kurs skal stikkes. Kom med det. Jeg vil videresende det til Anders, så vi lærere endelig kan få omverden til at forstå og anerkende den kæmpe indsats vi hver dag udfører, når vi knokler med at få virkeligheden til at hænge sammen. Og her tænker jeg på alle niveauer, områder og hjørner – elever, forældre, kolleger, ledelse m.m. og alt det Lola sagde så fint tidligere.
    Der er absolut ingen steder, vi kan skære længere ind på vores arbejdsområde, uden at det går alvorligt ud over læringen og den iøvrigt meget fine placering Lyngby-Taarbæk fik ved sommerens prøveresultater. Vi kan ikke presses mere i knæ end vi er. Knæene er jo allerede slidt af og vi humper på arbejdet på stumperne.
    Jo – et sted kan du skære, og gør det endeligt. De mange konsulenter i kommunen, der sender os lange spørgeskemaundesøgelser, der tager omkring 55 minutter af min tid, og som ender med at være ganske ubrugelige, fordi man går død af frustration over indholdet efter 15 min. De sidste 15 min af udfyldelsen er efter mit bedste skøn ganske ubrugelig.

    Nå Trine. Jeg er allerede gået igang med at glæde mig til at læse dit svar. For jeg antager at, der kommer et retorisk fif til DL, der vil blæse omverden omkuld og skabe det lærerstanden åbenbart mangler efter din mening. Ellers ved jeg jeg fik ret, da jeg beskyldte dig for så absolut holdt med “nogen”.
    Hilsen herfra
    Malene

    • Kære Malene

      Tak for dit indlæg som jeg vil forsøge at respondere på bid for bid.
      Det er korrekt, at jeg er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, dertil er jeg kommunikationsmenneske og tidligere lærer. Jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener du kan vælge én af mine tre kasketter, og så konkludere, at den må veje tungest? Mit indlæg i Politiken og her på bloggen tog udgangspunkt i alle tre kasketter, og forsøgte at forholde sig til alle tre vinkler som de kasketter afstedkommer. Lad det få være.

      Du konkluderer også at KL’s kampagne er en smædekampgane – kan du konkludere det? Er det lærerne alene, der kan bestemme om noget er en smædekampagne? Og er det så ikke også en omvendt smædekampagne blot at sige smædekampgane om andre? Det levner ikke meget plads til nuancer eller lytten til argumenter…

      Du mener at jeg liiige skulle anvise DL, hvordan de skal gribe kommunikationen an, vel vidende at kommunikation er et langt sejt træk og ikke et kvikt fix. Jeg har forsøgt at animere til en mere imødekommende og konstruktiv stil fra DL, hvis de oprigtig har til hensigt at gavne lærernes sag. Nu lever jeg jo delvist af at rådgive folk, der skal kommunikere i det offentlige rum. Og jeg rådgiver da også gerne DL. Men det vil næppe blive taget fagligt seriøst, hvis jeg i et blogindlæg lavede en opskrift ala en bageblanding, hvortil der kun skulle tilsættes DL, og så var kommunikationssituationen ordnet. Det skal nok lidt mere til. Fx dialog med DL.

      Dog vil jeg forsøge at imødekomme dine ønsker og anbefale tre overskrifter som DL kunne arbejde med. De tre overskrifter er ordenlighed, dygtighed og imødekommenhed – en indsats på alle tre parametre vil styrke deres troværdighed i omverdenen, men som jeg ser det, misser DL muligheden for at virke netop at imødekommende sådan som de argumenterer. Det er du så ikke enig i, hvilket er fair nok, jeg håber så blot, at DL opnår det lærerne ønsker, med den valgte kommunikation.

      Afslutningsvis skriver du, at hvis jeg ikke følger dine forventinger, om ‘retoriske fif til DL’, så vil du vide, at du har ret. Det er i sig selv en interessant holdning til kommunikation. At hvis modtageren ikke responderer efter afsenderens hensigt, tillader afsenderen at konkludere at denne har ret. Jeg er ikke sikker på, at den tilgang holder i ‘byretten’, men da du helt grundlæggende nok mener jeg tager fejl, forholder det sig formentlig ligedan med ‘byretten’.

      Mange hilsner fra Trine.

Skriv et svar