Retorisk analyse af Thornings nytårstale 2012

Statsministerens pointe er ikke, at vi er i krise, men at hun og regeringen er de rette til at bringe Danmark gennem den!

Den kloge taler, og den modige taler, tør satse. På kun ét argument. Et hovedargument, der er så stærkt, at det rydder de andre(s) argumenter af banen. I den forstand er statsministeren nytårstale eksemplarisk.

Nytårstalens budskab og statsministerens argument
Både dronningens og statsministerens taler står i krisens tegn. Det kan ingen være i tvivl om. Men hvor dronningen – med tydelig koordinering i forhold til statsministerens tale – antydede, at den enkelte bærer et ansvar selv, og at samfundet ikke kan klare alle skærene for os, hæver Thorning sig op med det altoverskyggende argument; at den nye regering er den rette til at få os gennem krisen.

Argumentet, ikke om at vi ER i krise, for det har vi forstået, men om at S-R-SF er det rigtige politiske valg i en krisesituation, retter sig direkte mod tvivlere, midtervælgere og meningsmålingerne.

Statsministerens kernebudskab

At regeringen:

  • Kan gøre det bedre
  • Rette op på skaderne
  • Tage det nødvendige ansvar

Vi kender alle talemåden ”Don’t tell it, show it”, og det er faktisk netop det, statsministeren gør. Hun nævner ikke den tidligere statsminister, eller den tidligere regering, med ét ord. Ikke eksplicit. Hun viser det istedet. To steder bruger hun ordet ‘man’. Med direkte henvisning til den tidligere regering. Thorning nævner:

Man har ikke investeret nok i uddannelse, og at man i stedet for en hjælpende hånd, er kommet med nye regler.

Selvom talen altså ikke nævner den gamle regering med ét eneste ord, og for den sags skyld heller ikke nævner den nye regering med ét eneste ord, så er det præcis det, hele talen kredser om; forskellen på den nye regering og den gamle.

Forskellen på den nye og den gamle regering
Hele talen, fra start til slut, undtaget nogle få nødvendige ord om Danmarks indsats i udlandet (EU, soldater og fattigdom), så handler hele om talen om den politiske FORSKEL på før og nu. Om essensens af regeringsskiftet for tre måneder siden.

Thorning bruger talen til at imødegå de meningsmålinger, der tyder på, at ‘nogen’ vil have det gamle politiske styre tilbage.
Hun opremser derfor de politiske tiltag, eller mangel på samme, der har bragt nationen i den situation vi er i. Og hun påpeger, at med kun tre måneder ‘på pinden’, kan ansvaret for elendigheden næppe tilskrives den nye regering – som dog er parate til at rydde op efter den gamle.

Talen er Thornings bevisbyrde
Nytårstalen skal overbevise borgerne om (som nævningene i en retssag, hvor der også føres bevis for en påstand), at Thorning er den rette statsminister til at få os gennem krisen. Hun siger fx:

  • Også herhjemme var der et vist hovmod (under det tidligere styre)
  • Derfor får vi nu et underskud på de offentlige finanser på omkring 100 milliarder kroner (vokset under det tidligere styre)
  • Danmark er et land et land baseret (Socialdemokraterne skabte velfærdssamfundet) på forskellighed og mangfoldighed. På menneskeværd. På fællesskab (socialdemokratiske dyder).

Med andre ord, skal vælgerne spørge sige selv om, hvor godt det egentlig er gået de sidste ti år? De skal stille sig selv spørgsmålet om situationen kan klandres den nye regering? Og endelig skal vælgerne spørge sig selv, om ikke Thornings sagsgennemgang, altså selve nytårstalens indhold, gør kernebudskabet troværdigt:

Vi tager den én gang til – det er retorisk vigtigt!
Det er få politiske talere, der tør fokusere. Og Thorning har ikke endnu som statsminister fokuseret SÅ meget, som hun gør i nytårstalen, men hun er også (allerede) presset. Et sådan pres kan friste mangen en taler til liiiige at medtage en masse ekstra argumenter og budskaber – for en sikkerheds skyld – argumenter og budskaber der så alle drukner i det overordnede budskab.

Det er derfor en interessant retorisk satsning, at Thorning gør. Hun ønsker IKKE at nytårstalen skal gå i glemmebogen. Hun ønsker den skal huskes og gøre indtryk. Derfor fokuserer hun, hvilket er en klog retorisk strategi, som jeg ser det! Derfor tåler talens kernebudskab også en gentagelse. At regeringen med Thorning som statsminister:

    • Kan gøre det bedre
    • Rette op på skaderne
    • Tage det nødvendige ansvar

Statsministerens strategiske overvejelser
Forud for talen og det omfattende skrivearbejde, er med statsgaranti gået en bunke strategiske overvejelser. Jeg nævner her nogle af de overvejelser, jeg kunne forestille mig, at holdet bag Thorning, har gjort sig.

  • Det kan fx diskuteres om statsministerens nytårstale er konkret nok. Til det er der at sige, at en nytårstale er Danmarks største talerstol, hvor der ikke må føres alt for tydelig partipolitik, og hvor man som nationalt overhoved, skal favne alle – og ikke ekskludere nogen.
  • Hvis Thorning var blevet endnu mere konkret, ville det være nemt for modstandere at skyde både talen, regeringen og statsministeren ned. Intet er så nemt som at hæfte sig ved en konkret ting, og påpege at dét konkrete tiltag er man imod.
  • Ved ikke at være konkret, undgår Thorning – som nationalt samlingspunkt – at støde nogen fra sig. Der er ikke noget at være imod i talen. Bortset fra de sidste mange års politiske prioriteringer, hvis man altså synes, at nationens situation er svær og træls.
  • Thorning gør rent retorisk rigtig i IKKE at holde en nytårstale ud fra dét, hun selv synes er vigtigt, men ud fra det borgere synes er vigtigt. Det signalerer, at hun lytter og tager danskernes hverdag og bekymringer alvorligt. 
  • Danskere orker ikke (lige nu hvor krisen kradser) at høre alt for meget om EU, om fattige i Afrika og vores krigsindsatser. Mange danskere er fokuseret på dagen og vejen, på deres egen situation – og nogle på at få et job. I sådanne situationer er vi os selv nærmest, og det tager talen strategisk højde for.

Statsministeren har altså valgt – af strategiske årsager – at lade det internationale fylde så lidt som overhovedet muligt.

Derfor hører vi kun meget lidt om EU og formandsskabet. Derfor er der ikke noget om Norge. Derfor er der ikke noget om arabisk forår – og derfor er der kun få ord, og en nødvendig tak, om vores soldaters indsats i udlandet.

Den gamle regering er fortid
Det internationale får IKKE Danmark gennem krisen – tænker danskerne. Det gør den hjemlige politik. Derfor tager nytårstalen afstand for ti års forsyndelser af at pleje vores velfærdssamfund, og derfor anviser Thorning den barske, men helt uundgåelige, vej ud af krisen.

Af samme grund argumenterer Thorning strategisk – PRÆCIS som Fogh gjorde det i sin nytårstale i 2002 – ved at hun lægger afstand til den gamle regering. Uden at nævne den ved navns nævnelse. Hun argumenterer direkte, men implicit, for, at der er stor forskel på den nye og den gamle regering. Og den gamle regering er – som også tilfældet var i Foghs 2002-nytårstale – fortid!

Talens rekapitulation, opsummering og afslutning
Og så er vi tilbage ved starten. Kernebudskabet i statsministerens nytårstale. Ikke om at vi er i krise, men om:

At statsministeren og regeringen er de rette til at bringe Danmark gennem krisen!

 

 

 

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

15 Comments

  1. Du højner fortsat min dag Trine S.N. Det er så befriende at læse en kommentator, der kan sit kram, objektivt, analystisk, og ja jeg synes ,som du, talen løftede sig, og var fremragende god. En statsminister var født med format og så en kvinde whau!!

    • Kære Lotte

      Ja, det har været nogle travle dage med P1, DR-online, Kristeligt Dagblad, BT, DR Kultur osv. Så nu må jeg vist hellere liiiige fokusere på at lave mit afgangsprojekt færdigt, hvor jeg jo lancerer en ny strategi til partiers håndtering af politiske historier.
      Der er afleveringsfrist om tre uger, så jeg må hellere rubbe neglene :o)

      Mange hilsner fra Trine
      Ps. Hvordan går det med Hornbæk-bloggen?

  2. Ifølge denne analyse er det åbenbart ikke mindst talens store styrke, at Thorning udtrykker at hendes regering er den rette til at føre Danmark gennem krisen; at tage ansvar; at gøre det bedre end forgængerne osv.. Man må vel nok kunne tage det for givet at disse påstande må kunne udtrykkes af alle der ønsker at opnå regeringsmagten. Og at en hvilken som helst anden regeringsleder, med stor overbevisning ville hævde nøjagtigt det samme. Det interessante vil for de fleste iagtagere være, hvorledes den aktuelle regering har tænkt sig at efterleve denne målsætning. Dette ønske opfylder Thorning ikke, men her kommer analysen hende også til hjælp. Nytårstalen må nemlig (af en eller anden grund) ikke føre partipolitik, men skal virke samlende, og bør derfor nærmest ligefrem være ukonkret. Bort set fra at det reducerer nytårstalen til et ritual hvor både ros og kritik er lige meningsløst, så står det i grel kontrast til analysens vurdering af talens kritik af den forrige regering. Her er det nemlig pludselig en kvalitet at være konkret (og dermed partipolitisk og måske splittende!), selvom det (af en eller anden grund) er en kvalitet ikke at nævne forgængerne ved navn. Når det gælder kritik af forgængerne hyldes metoden ”Don’t tell it, show it” men regeringens egen politik præsenteres åbenbart bedre med noget i retning af “Tell it, don’t show it”! Vælgerne skal spørge sig selv om, hvordan det er gået de sidste ti år, men ikke hvordan det skal gå i de kommende år.

    Jeg har svært ved at se kvaliteten i denne fremgangsmåde. Kritik af modparten er yderst relevant under valgkampen, men når man har vundet regeringsmagten burde det handle om at præsentere sin egen dagsorden. En politisk nytårstale skal vel bl.a. sætte dagsordenen for det kommende år, hvad talen for så vidt også foregiver, ved at omtale EU-formandskabet. At bruge energi på at kritisere forgængeren virker desuden påfaldende, når man samtidig helt ignorerer den massive kritik som den nye regering allerede selv har modtaget. Og denne prioritering bliver ikke mere, men mindre forståelig, på baggrund af de meningsmålinger der viser at flertallet (og ikke “nogen”) foretrækker den forrige regering.

    Jeg mener på baggrund heraf, at denne gennemgang af Thornings tale, er et forsøg på at argumentere til støtte for talen, nærmere end at analysere den. Det er sådan set også helt i orden, men er ikke desto mindre tankevækkende i sammenhæng med, at det i medierne, herunder vores allesammens Danmarks Radio, præsenteres som en ekspertanalyse. Og efterfølgende kan bruges som ekspert-reference for meningsfæller

    Jeg vil også tilføje, at det forekommer mig lidt besynderligt, at det er nødvendigt at forsvare en tales retoriske kvaliteter. Hvis disse er indlysende, vil talen vel også i almindelighed blive opfattet som vellykket.

    Med venlig hilsen
    Peter Jensen

    • Kære Peter

      Jeg har læst din kommentar flere gange, og tror godt jeg kan se, hvad du mener. Min intention har ikke været at bedømme talen politik – det har jeg ingen mening om her på bloggen – men alene at se på retorisk. Når man anlægger den vinkel, opstår der nye muligheder. Skal man se på talen gennem en prisme af evidentia (historiefortælling), gennem argumentation, gennem elucutio (talens udsmykning), gennem leveringen eller noget helt andet. Det er utallige topoi (vinkler) at anlægge, jeg valgte det argumentative.

      Der ville kunne skrives et helt speciale om en nytårsatale, hvis man nørdede længe nok. Selv brugte jeg to måneder på noget helt andet; HA’s Sjakalmanifest, men det går jo slet, slet ikke til ét blogindlæg.
      Jeg besluttede derfor at se på talen gennem dens evne til at opbygge ét argument, som også er det man helt eksemplarisk anbefaler i den juridiske retorik. Jeg kunne have valgt så meget andet.
      Ud fra den valgte præmis, synes jeg dog at talen er vellykket.

      Pointen er jo, at en nytårstale er en lejlighedstale, og IKKE – i retorisk forstand – en politisk tale. Det er så muligt at forventningerne er blevet noget andet, fordi flere statsministre har valgt at bruge talen politisk, men det er i det retoriske udgangspunkt ikke det, der ligger i genren. Og netop derfor anser jeg heller ikke ‘det manglende politisk projekt’ i talen som en mangel.

      Men… Det kan man jo mene alt muligt om, og jeg læser, at du ikke er enig. Jeg er dog glad for at du skrev, for kun sådan kan man jo uddybe sine bevæggrund.
      Mange hilsner fra Trine.

      • Kære Trine

        Tak for svaret. Jeg vil nu nok mene at den politiske leders tale uundgåeligt vil bevæge sig i retning af det politiske. Sikkert er det i hvert fald, at den altid vil blive tolket politisk. Dog kan en særlig situation kræve at lederen i ekstraordinær grad skal fungere som samlingspunkt, som aktuelt Stoltenberg. Men ellers giver nytårstalen statsministeren muligheden for at sætte en dagsorden der er i det mindste lidt hævet over den daglige debat. Og det gør hun stærkest, og med størst værdighed, ved at være visionær, fremfor at sparke bagud.
        Med venlig hilsen Peter

  3. Tak for analysen. Den ryger med i undervisningen på gymnasiet imorgen. Betryggende der er modvægt til de målløse men mangfoldige angreb fra politikere og meningsdannere, som mener politik KUN handler om at stille krav til andre politikere (lyt til Skaarup på besøg hos Krause Kjær P1 – sic). Mener bestemt også vores statsminister holdt en langt modigere tale end den skingre leflen man mener ville været det rigtige – sic sic.

    • Kære Peter

      Jeg hørte selv Krause, da han havde besøg af Peter Skaarup, og det tankevækkende er, at – som jeg også har sagt og skrevet i andre kommentarer – at nytårstalen, i retorisk forstand, IKKE er en politisk tale, men en lejlighedstale. Det er ikke meningen af den til enhver tid siddende statsminister, skal komme med politiske visioner og erklæringer. Alligevel gjorde Fogh og Løkke dét, og pludselig er det som om, at deres brug af nytårstalen danner skole, frem for nytårstalen som genre. Det er et tankevækkende kulturskred!
      Tak fordi du skrev!

      Mange hilsner fra Trine.

Skriv et svar