Sådan kan fældning af et juletræ hjælpe dig med at holde tale

Har du en økse og skal du selv fælde juletræ, så er du godt på vej til at forberede din næste tale!
Julen står for døren, og måske skal du holde tale enten til en julefrokost eller nytårsmiddagen. Med fare for at spolere julestemningen, vil jeg sige lige ud, at de fleste talere (også garvede talere), overvurderer deres eget naturtalent for ‘bare lige at signe et par ord’.
Men det er der råd for! Endda gratis. Frem mod nytår vil jeg komme med fif og fiduser til, hvordan du forbereder dig selv og din tale, så du ikke spilder dit publikums tid, men i stedet gør indtryk.

Dagens juleråd til din tale
Dagens juleråd er inspireret af mit nyindkøbte juletræ. Nu var stammen ikke særlig tyk, men forestil dig at den var! Forestil dig, at juletræet er den tale du skal holde, og fældningen af træet (og pyntningen) er din forberedelse af talen. Forestil dig også at du har seks timer til at fælde dit juletræ – hjemme venter glöggen, æbleskiverne og dit publikum.

Af de seks timer du har til at fælde dit juletræ – altså forberede din tale – skal du bruge fire timer på at slibe din økse til. Alt handler om forberedelse, når man skal holde en god tale, og også når det gælder fældning af et stort juletræ.

Slid din økse længe før du fælder træet
Slib din økse, bliv skarp. Hvad er dit budskab, hvad vil du med dit publikum, hvordan vil du ‘røre’ dem, hvem er de, hvad interesserer de sig for, hvorfor skal de lytte til dig? Overvej måske endda, hvilket pynt der skal på træet. Hvordan skal det se ud i år, og hvordan skal gæsterne huske, at træet så lige sådan ud i 2011. Overdynger du dit fældede træ med alskens julepynt, tja… Så kan man ikke huske dit juletræ året efter, og man kan ikke skelne det fra alle de andre træer.

Så frem med øksen, slib den i 2/3 del af den tid du har til fældning – være selektiv med juletræspynten – så er du på vej til at gøre indtryk med din tale.

Share Button
Posted in:
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

One Comment

  1. Tak for dit billedlige gode råd om tale og juletræer!
    Har klippet i Thornings nytårstale og bruger den i aften, håber du tilgiver, til en gætteleg omkring
    middagsbordet.

Skriv et svar