50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Hvem skulle have troet at ordet vindbøjtel, leveret af DR i bedste sendetid, skulle blive Thornings folkelige underhåndsserv?
Statsministeren var onsdag den 28. dec. 2011 sidste gæst i DR’s “Året der gik”, og stemningen var særdeles afslappet som det sig hør og bør for den slags programmer.

Den forrige statsminister fejllæste situationen
Forinden havde den forrige statsminister været på besøg. Han glemte dog, at han var forhenværende statsminister, og talte om meningsmålinger, efterlønsreform og egne bedrifter, og missede dermed muligheden for at være ‘han er en af vor egne’. Han optrådte nærmest kålhøgen i sin fejllæsning af situationen.

Den nuværende statsminister ramte tonen i programmet
Efter besøget af den tidligere statsminister, der havde siddet lidt klemt mellem en veloplagt Adam Price og ditto Jan Gintberg, kom turen kort til NATO’s generalsekretær (den endnu mere forhenværende statsminister) og som rosinen i pølseenden til Thorning.

Her faldt small-talken med værterne ikke just på politik, men på gamle branderter, der i ungdommens rus, var endt i Køge i stedet for Ishøj. Thornings indkøbsvaner med mælk, som stadig skal handles ind, blev også berørt inden samtalen faldt på gamle ord, der er på vej ud af det danske sprog.

Anders Lund Madsen kom med en opfordring
Thorning nævnede ’tilfældigvis’ ordet kålhøgen, og ærgrede sig i studiet over, at moden havde forladt det ord som Thorning ellers synes er et godt ord, der er værd at kæmpe for (måske havde hun set den tidligere statsminister og konkluderet sprogligt derpå?).

Det fik studieværten Anders Lund Madsen til at foreslå, at statsministeren indlemmede ordet ‘vindbøjtel’ i den nært forestående nytårstale. Det tyggede Thorning på – uden hverken at afvise eller bekræfte. Men…, hvis statsministeren er snild og modig (og hvad har hun at miste?), så glemmer hun alt om Peter Mogensens lange liste i Politiken over alt det, hun SKAL medtage i nytårstalen, og klemmer ordet vindbøjtel – crazy javist – ind i talen i stedet for!

Året der gik på DR leverede en underhåndserv
Vindbøjtel – midt i nytårstalen? Hvorfor dog det, tænker læseren måske. Svaret ligger lige for. Fordi statsministeren har brug for en lille folkelig sejr og brug for at udvise folkelig lydhørhed. Programmet: “Året der gik“, var netop folkeligt. Det var ikke elitært, det var ikke et sted for meningsmålinger og efterløn og her-kommer-jeg-som-tidligere-statsminister.

Året der gik var hygge og årets sidste brunkager, mens vi så tilbage. En program-pointe som også Anders Fogh Rasmussen fattede, da han mellem Løkke og Thorning, skulle forklare NATO rolle i krigsindsatser.

DR servede Thorning en folkelig underhåndsserv. En underhåndsserv der, hvis Thorning returnerer, kan vise, at hun ikke alene er ‘med på den‘, men også, at hun langt fra er kålhøgen. Thorning kan med andre ord vise, at netop hun ‘er en af vor egne’ – modsat den tidligere statsminister, der floppede nøjagtig samme mulighed ti minutter tidligere i samme program.

Hvad siger Noa Redington?
Om Thorning tør, eller om Noa Redington giver hende rådgivningsmæssig lov, vil nytårstalen vise. Muligheden er lidt crazy, men den er der, og mens vi venter på en afklaring, får du her et link til sproget.dk og ordmuseet, hvor du kan læse mere om ord, der, som vindbøjtel og kålhøgen, tidligere har været hyppigt brugt, men nu er på vej ud af vores sprog.