Sohn deltog in absentia på Thornings pressemøde

Er der nogen derude, der kort kan forklare, hvad den journalistiske historie er i den fortsatte debat om Ole Sohn? Er der noget jeg har overset?
På Thorningspressemøde i dag var der fra pressens side kun én toneangivende dagsorden. Har Thorning tillid til Sohn?
Spørgsmålet blev varieret i det uendelige og vil man se eller gense detaljerne i spørgsmålene, kan man gense pressemødet på Statsministeriets hjemmeside.

Men spørgsmålenes essens gik på Sohns troværdighed og om Thornings tillid vaklede til SF-ministeren. Fem gange betonede statsministeren, at den 20 år gamle sag IKKE vedrører Erhvervs- og vækstministerens embedsførelse, og at hun har FULD tillid til Sohn.

Jorunalisterne trak tråde til tv-avisen i går, hvor en journalist mente, at Ole Sohn havde indrømmet at han løj. En fortolkning, der vist må stå for journalistens egen regning.
Uanset de mange spørgsmål FRA journalisterne TIL Thorning om alt fra rede penge versus overfakturering, til tillid og troværdighed og Ole Sohns habitus, så leder jeg stadig efter, hvor den fortsatte JOURNALISTISK HISTORIE omkring Ole Sohn ligger begravet?

Trykkeriet fik overbetaling, ja! For 20 år siden. Måske tog det af medarbejderhensyn for lang til at afvikle, ja. Men det blev stoppet – af ham selv. Og historien fortalt i 1992 til E.B, sagde Sohn på tv i går. Lad os kort antage, at den udmelding er korrekt. Hvad er så det nye? Jeg er ikke just sikker på, at jeg forstår det. Kan det tænkes at journalisterne bare har besluttet, at der er en historie? Og hvis de har, hvad er så essensen? Ved journalisterne noget som de ikke er kommet frem med?

Og endelig… Når en journalist spørger statsministeren om der ville gælde samme tillidsfulde forhold til fx Jonni Hansen, hvis denne om 15 år går ind i politik, er det så en rimelig sammenligning at gøre? Eller er historien ved at køre lidt af sporet?


Share Button
Posted in:
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

5 Comments

    • Kære Ole
      Jo, det kan vi vel godt for mange vedkommende, men nogle af dem underspiller fra tid til anden, hvilken magt de har til selv at sætte dagsordener. Derfor er hele diskussionen om deres såkaldt tilstræbte objektivitet altså værd at genoptage. Som læser kan man ofte sidde med en fornemmelse at, at der ER en subjektivitet, der blot pakkes ind i credoen om ‘objektivtiet’, hvorefter man ansvarsfrit kan skrive den vinkel der passer bedst.
      Venlig hilsen Trine.

  1. Kære Trine.
    Kunne du muligvis afdække, hvorfor det trækker så langvarig en politisk dagsorden, OM Ole Sohn siger sandheden, og om han siger HELE sandheden? Og afdæk om muligt især hvorfor lige netop personen Ole Sohn – til forskel fra alle de andre fremtrædende politikere – er så specielt interessant?
    For siger politikere nemlig hele SANDHEDEN?
    Eller udsiger de generelt set deres individualistiske og “redigerede” sandheder? Det gør de vel, idet det mig bekendt vel er selve det politiske magtspils væsen, at de indtager et sådant REDIGERET forhold til sandheden?
    Naturligvis gælder der det særlige ministeransvar, som fordrer, at en minister udtaler sig til folketinget i overensstemmelse med fakta i sit ministerarbejde.
    Men vi må jo forholde os til, at spørgsmålene til Ole Sohn om hans virksomhed i det hedengangne DKP netop IKKE handler om hans gøren og laden som MINISTER.
    Så hvorfor forventes der tilsyneladende eksplicit, at Ole Sohn så at sige skal være “mere sandfærdig”, som nu omkring sin fortid i DKP, end man forventer, at andre politikere/ministre er, når de udtaler sig om deres fortid ? For jeg mener at iagttage, at der tilsyneladende er indtrådt en art lemmingeeffekt blandt journalister og politikere, der i samlet hob stiller helt unikke krav til Ole Sohn.
    Muligvis savner en og anden journalist modet til at skille sig ud fra flokken – og stille sine kolleger de spørgsmål, som jeg her har formuleret. Kunne det tænkes? Og hvordan er standarden, når det gælder politiske journalisters integritet?

    • Kære Svend

      Det er ‘sjovt’ du nævner det, for i sidste uge spurgte jeg på Twitter og her på bloggen, hvad den FORTSATTE journalistiske historie var omkring Ole Sohn? En enkelt Berlingske-journalist hånede mig lidt, men undlod at svare på substansen, så jeg måtte ty til mit netværk blandt toneangivende og politisk kommenterende folk, og diskret stille det samme spørgsmål. Heller ikke dér var der et bud på et svar og konklusionen lød, at historien vist også måtte være på retur. Jeg tror at det der er sket, er, at det startede med at være en historie om Sohns fortid, og om han nu kunne være en fare for nationen. Det er vist blevet klart, at det sidste ikke er tilfældet. Men i den byge af spørgsmål som Sohn, i dén sag, har måtte svare på, har han så at sige gjort i nye nælder ved at fordreje visse udtalelser. Og det er jo sket i hans ministertid! Så det er – som jeg ser det – IKKE længere et spørgsmål om, hvad der skete for 20 år siden, eller hvad der ikke skete. Nu er det blevet et nutidigt spørgsmål. Eller som der blev spurgt på Thornings pressemøde i sidste uge: Kunne statsministeren fortsat have tillid til en mand, hvis habitus byder ham ikke at sige den fulde og hele sandhed? Med andre ord. Fordi Ole Sohn forsyndede sig mod velvilje-dyden mens tid var, er sagen nu blevet en anden. Nu handler det ene om alene om hans troværdighed. Og til sager om etos, troværdighed, er der kun at sige, det samme som man gør om havet, nemlig: At kun en tåbe frygter det ikke!
      Om Sohn klarer det troværdighedspuklen afhænger nok af om han har forstået essensen af ‘Troværdigheds-kogebogen’ og om han er rådgivningsparat. Så journalisterne har et stort ansvar, men det har Ole Sohn også selv!
      Hav en god dag! Mange hilsner fra Trine.

Skriv et svar