Søren Pinds strategiske arbejde med image

Idiomatisk sprogbrug er en afsenders subjektive brug af sproget. Det er et udtryk for afsenderens sprogligt indlejrede ideologi og ikke et udtryk for en gældende norm. Retorik-tv ser på Pinds ministerielle sproglige definitioner af integration. Pind kalder fx Udviklingsministeriet for sit ‘Frihedsministerium’.

Assimilationsministeriet
Politiken spurgte om Søren Pind ville kalde Integrationsministeriet for ‘Assimilationsministeriet’ og henviste til et blogindlæg fra 2008, hvor Pind ikke gad høre mere snak om integration. “Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation”, lød Pinds sproglige spor på bloggen. En blog er skribentens virtuelle klubværelse. Er lugten for ungkarleagtig eller indelukket, må man som læser finde et andet sted at hænge ud. Og mediet der huser klubværelset må overveje om ytringerne inde fra klubværelset skal postes på avisens forside.

En blog er skribentens virtuelle klubværelse
Sørens Pinds klubværelse er ideologisk. Her sætter han sine egne spor, der klistres op som virtuelle plakater. Det ved Pind. En virkelig tilhører, gæst på klubværelset, eller potentiel vælger leder ubevidst efter spor i sproget, fordi sporene siger siger noget om afsenderens ideologi. De radikales Manu Sareen udtaler, at: “Det er en rigtig, rigtig sort dag for integrationen, at Søren Pind bliver minister for området”. Søren Pind og navnlig integrationens fremtidige muligheder, bør dog især vurderes på de ideologiske spor i sproget, Pind sætter som minister for integration. Og ikke alene på hvad han engang har sagt inde på sit klubværelse. Der gælder lidt andre toleranceregler for, hvad man kan sige inde på sit klubværelse, og hvad man kan sige offentligt som minister. Men det er indiskutabelt at sprog er symptomatisk, og afspejler noget om den talende.

Integrationsminister Søren Pind

Billede af Søren Pind. Lånt med tak fra Information.dk

Værd at bemærke
Når det så er sagt, så står Pind ofte ved det han siger, uanset hvor han siger det henne. Men om der er tale om Pind, Sareen, Thorning, Barfoed – eller dig der læser med lige nu – så har man sit eget sprog og sin egen sprogbrug. Og præcis som man sætter fodspor i sand, gør man det også i sin sprogbrug. Ens sproglige fodspor fortæller noget om vores ideologiske ståsted. Pointen er, at man skal kigge på, hvem der reagerer på sproget, og hvad de reagerer på. Modtagerne af Pinds udtalelser, der reagerer ved at anerkende hvad Pind siger, accepterer formentlig hans ideologiske udgangspunkt. De genkender hans fodspor i sandet fra deres eget sprog. De synes det er fede virtuelle plakater, Pind hænger op på sit klubværelse. Se som afslutning på indlægget dette korte indslag fra DR, hvor Ask Rostrup uddyber, hvad den politiske mening er med at sætte Pind ind som integrationsminister.

Share Button
Om Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel

Trine Nebel er fastansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun underviser i og rådgiver om branding, tillid, troværdighed og omdømme. Trine er forfatter til flere bøger, har en master i retorik, en diplomuddannelse i kommunikation og en læreruddannelse bag sig. Hun underviser primært på kurser og videreuddannelser, men stedvis også på DMJX' grunduddannelser. Trine Nebel har rådgivet både staten, kommuner, fagforeninger, organisationer og i det private. Trines passion er at forløse andre afsenderes kommunikative potentiale uanset om dette sker via taler, præsentationer, debatter, sociale medier, TV eller radio. Og uanset om modtagerne er publikummer, borgere, medlemmer, vælgere eller (potentielle) kunder i en virksomhed.

2 Comments

Skriv et svar